Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Game over – Not yet!

Updated
_XTJ8004

U.D.O har netop spillet to koncerter i Danmark. Endnu en gang blev der banket rust af en fornuftig omgang solid traditionel metal.

Kunstner
Dato
22-09-2022
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Udo Dirkschneider er efterhånden blevet 70 år gammel. Men på trods af, at seneste egentlige album fra U.D.O bærer titlen ’Game Over’, synes der ikke at være tegn på, at den gamle Accept.ronkedor er på vej på pension.

Det er noget af en tur gennem Europa, som U.D.O er i gang med. Ikke mindre end 47 europæiske byer får dette efterår besøg af U.D.O. Torsdag 22. september 2022 trillede bandet ind i fæstningsbyen Fredericia, hvor koncerten meget passende, for den altid camouflageklædte Dirkschneider, blev afholdt i Eksercerhuset på den nu nedlagte Bülows Kaserne.

Existance
Som support på Europaturen har U.D.O medbragt det franske band Existance. Existance har fire albums i bagagen og spiller en så traditionel omgang heavy metal, at man skulle tro, at de havde været på banen siden begyndelsen af firserne. Det er dog langt fra tilfældet, da debuten først udkom i 2012. Musikken lyder som om bandet konstant har haft Iron Maiden og Saxon på repeat, når de har trillet rundt i bandvognen fra job til job. Det er på plade ikke voldsomt ophidsende, men det skal indrømmes: Existance er et godt og velsammenspillet band live.

Bandet fik ganske godt manifesteret deres livepotentiale foran publikum i Fredericia. Det skal her tilføjes, at bandet på trods af supportstatus fik såvel en pæn lang spilletid og en fremragende lyd. Så cadeau til U.D.O i den forbindelse.

U.D.O
U.D.O’s sædvanlige bassist Tilen Hudrap er blevet syg i turneens optakt og er indtil videre blevet erstattet af Udo Dirkschneiders gamle legekammerat i Accept, Peter Baltes. Så det er altså 2/5 klassisk Accept, der tonser afsted på de europæiske landeveje i øjeblikket. Baltes er en god bassist, så selv om det er ærgerligt for Hudrap, at han må stå udenfor i en periode, giver det ikke mærkbar indflydelse på bandets optræden.

Med Baltes inde i folden kunne man så måske forvente, at der var skruet lidt op for nostalgien og medtaget lidt flere Accept sange i sættet. Det er dog ikke rigtig tilfældet. Kun tre blev det til i Fredericia. Selvfølgelig de helt oplagte ’Princess of the Dawn’, ’Fast as a Shark’ og ’Balls to the Wall’. Og så alligevel var det en enkelt mere end dagen før i Amager Bio, hvor ’Fast as a Shark’ ikke blev spillet.

Sætlisten bestod i langt overvejende grad af sange fra U.D.O’s egne albums. Der var således heller ikke blevet plads til sange fra Udo Dirkschneiders coveralbum, som udkom tidligere i år. Devilution fik af uransagelige årsager aldrig anmeldt U.D.O’s seneste egentlige album ’Game Over’ fra 2021.

Men der er da ganske fornuftige sange på det album, så lad os henlede opmærksomheden på sangene ’Prophecy’ og sangen med den noget gennembrugte titel ’Metal Never Dies’.

Begge indgår i sætlisten på turneen.





Mange af U.D.O’s egne sange er altså såmænd fine nok. Men det er mere traditionel musikalsk, tung, tysk kost end finere musikalsk madlavning. Det er godt nok, men bliver lidt ensformigt i længden. Dette råder bandet så i den grad bod på, ved at spille sangene fornemt. Medlemmernes sammenspil er af høj klasse. Bandet leverer som gennemtestet, toptunet, tysk kvalitetsmotor.

Udo Dirkschneider himself holder også niveauet efter disse mange år. Han er måske ikke en virkelig stor sanger, men hans vokal sidder præcist og der ikke store ændringer at spor,e i forhold til hans velmagtsdage i Accept for 40 år siden. Den eneste synlige ændring er, at han forståeligt nok er lidt ubevægelig på scenen.

Det korte af det lange er derfor, at de vel omkring 500 fremmødte fik en god koncert. U.D.O fik igen vist, at der er en plads til bandet på den traditionelle metalscene. Det skal i den forbindelse nævnes, at lyden og lyset i Eksercerhuset var aldeles fremragende, hvilket kun alt for sjældent er tilfældet i forbindelse med metalkoncerter.

Der kan kun opfordres til, at der afholdes langt flere koncerter på stedet. Med plads til 1.000 personer er stedet større end andre spillesteder i provinsen, som Train, Godset og Posten. Så lad os endelig få booket nogle flere af de mellemstore bands i Fredericia. Næste metalevent i Eksercerhuset kan allerede opleves 20. og 21. oktober, hvor der afholdes Winter Metal Magic.