RF '22: Udgårdslokes Drikkehorn

TR5_8453 copy
TR525605 copy
TR525671 copy
TR525722 copy

The Ocean forsøgte ihærdigt at lave en tsunami, men det blev ikke til mere end et bølgebassin.  

Kunstner
Dato
29-06-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Belgiske Amenra var nok det band, jeg havde set allermest frem til på årets Roskilde Festival, men med kun to dages varsel, måtte de aflyse koncerten, og i stedet hentede Roskilde Festival tyskerne i The Ocean ind. Hatten af for det til bookerne. Jeg kendte kun The Ocean på navn i forvejen, og havde af gode grunde ikke mulighed for at dykke ned i deres musik inden koncerten og det kommer anmeldelsen også til at bære præg af. 

Det stod hurtigt klart, at bandet til en vis grad var en solid erstatning for Amenra, rent publikumsmæssigt i hvert fald. Men godt og vel 15-20 minutter inde i sættet, måtte jeg for første gang under koncerten erkende, at The Ocean overhovedet ikke fænger. De gør ellers alt det rigtige (for en som mig): Fede vokalskift, sjove og spændende rytmer, pudsige riffs, mørke stemninger – der var bare ikke særlig meget der var fedt. 

Enkelte sange havde nogle fængende riffs og et par gange fræsede de to guitarister nogle ret svedige twin leads af og cirka halvvejs inde kom der er et blacket stykke, der fik hårene til at rejse sig en smule. Men udover det, lød det bare til at The Ocean spillede musik ud fra idéen om prog, uden at være i stand til at bruge proggens særheder til dens fordel. 

Store hajer uden tænder
Noget der til gengæld var virkelig sejt, var at forsanger, Loïc Rossetti, gennemførte koncerten i kørestol, efter at han brækkede begge sine ben for tre måneder siden. Han er helt klart bandets force, da hans scream skærer godt igennem mixet og hans rene vokal minder en del om Maynard James Keenan fra Tool. I det hele taget var det tydeligt at bandet var inspirerede af Tool, og det var da også under de mere rolige og atmosfæriske Tool-agtige passager at bandet blev interessante.    

Bandet gav den fuld hammer gennem hele koncerten, og lyden var rigtig fin. Guitaristerne hoppede op på monitorerne og headbangede skallen helt ned i gulvet, trommeslageren var tight og legende, og Rossetti sang for fulde lungers kraft. Alt sammen gjort over noget ret kompliceret musik. Der skal ikke herske nogen tvivl om at de var dygtige musikere.

Lidt havjokes
Det er altså meget fint at spille en indfølende og intens koncert, men hvis man ikke forstår hvad bandet er så indfølte over, bliver det noget drøjt. Dybden, der var at mærke i musikken, var blot den samme som den uudtømmelige uendelighed Thor mærkede, da han prøvede at bunde Udgårdslokes drikkehorn.

Tidligere på dagen snakkede jeg med Devilutions åndelige leder, som forklarede, at The Ocean bare var en post-metallisk stiløvelse. Det fik han ret i, da bandet efter fem meget lange kvarter ikke fik vist, hvorfor de er Marianagraven og ikke er lavvande udenfor Rostock.   

Jeg prøvede virkelig på at kunne lide The Ocean, men i stedet holdt jeg øje med klokken og tænkte på havjokes.