Med rumelefanterne op og ud og ned igen
Spacerockerne i UFOMAMMUT har, på trods af lidt modgang, ikke tabt opdrift under coronapandemien, og koncerten på Loppen denne søndag aften var som designet - til stedet, til dagen og til det publikum, der trods søndag og truende regnvejr var mødt op.
Det første indtryk, der springer en i øjnene, når man ser UFOMAMMUT, er, hvor cool de er. Det her er et band, der ikke giver en fuck for noget som helst. De er glade, afslappede og tydeligt begejstrede for at stå på en scene sammen, men der er ikke noget lefleri for publikum, og showets otte numre blev leveret på den afsatte time, uden unødvendige taksigelser eller pauser af nogen art.
Fugl Fønix
UFOMAMMUTS nyeste udspil, 'Fenice', er ikke en plade, der ligner de øvrige udgivelser fra deres hånd - den er mere progget, mere dronet, og mindre spacet end tidligere udgivelser, og den kombi fungerer ret godt. At vi overhovedet kan høre 'Fenice', var ikke skrevet i kortene så kort tid tilbage som i 2020, hvor trommeslager Vita annoncerede sit farvel. Det er derfor ikke så underligt, at 'Fenice' lægger nogen afstand til deres bagkatalog - ny trommeslager, ny begyndelse, ny verden.
Repetitiv er et nøgleord for denne skole af progressiv rock, men at gøre det klogt live og uden at halvdelen af publikum bliver urolige og skal i baren og toilettet og ud at ryge og hvad ved jeg, er ikke så nemt. UFOMAMMUT har heldigvis fundet formlen med deres sætliste, og de kom forbi det spacede, det doomede, det proggede og det dronede under en koncert, hvor det hele flød sammen og blev noget, der ikke kunne skilles ad og derfor heller ikke blev det. Lyden denne aften var overraskende god - i hvert fald i den side af salen hvor jeg befandt mig.
Desværre var vokalen temmelig langt bagude i lydbilledet. Det er i nogen grad meningen - den gør heller ikke stort væsen af sig på 'Fenice' - men den lå til tider så langt nede i lyden, at det lød som om sanger og bassist Urlo nærmest sang uden mikrofon. Trommerne lå til gengæld rigtig godt i mixet, og bandets nye trommeslager, Levre, kom med god energi og dryssede lige dele bækkenstøv og hårde markeringer ud over musikken, på en måde, der nærmest virkede improviseret på visse steder. Alt sammen på en baggrund af psykedeliske visuals nøje sammensat til hvert nummer. Det giver altid en ekstra dimension, når den del af et show også er tænkt med, og selvom lærredet på Loppen nok var lidt underdimensioneret til deres medbragte visuals, så fungerede det ret godt.
Mod den store forløsning
Koncerten kan bedst beskrives som en times lang opbygning mod et storladent crescendo, hvor vi startede blidt, stenet og dronet og mod slutningen fik en demonstration i, præcist hvorfor dette band har opbygget så stor en popularitet inden for deres niche hen over de sidste 20 år.
UFOMAMMUT spillede sig selv og publikum varme, dog uden nogensinde at virke fraværende - indtrykket var snarere indadvendt, drømmende og minimalistisk og gigantisk på samme tid. De fede dronede understrømme, den tilbagetrukne vokal og det varierede rytmearbejde fra trommerne gav os en koncert, der var som designet til denne søndag aften, hvor vi sammen fik forløsning i brede lydflader, knasende distortion og buldrende bas, for dernæst at blive sendt så langt ned i tempo, at det hele næsten faldt fra hinanden, imens bandets tre medlemmer en efter en gik af scenen til klapsalver fra de fremmødte.