Vanvittigt!
Populær
Killing Joke leverede en velspillet og meget kropslig og fysisk koncert til trods for et utrolig sløvt publikumfremmøde.
Killing Joke stod højt på festivalplakaten i år, men de spillede for en overraskende lille pøbel foran Arena-scenen. Af uforståelige grunde gad folk simpelthen ikke dukke op til dette legendariske, 30 år gamle navn, hvis diskografi tæller små tre håndfulde studiealbums og only-the-god-knows hvor mange fuldfede numre. Too bad for dem, siger vi bare.
Nummer på nummer
Sætlisten startede med 'Requiem' fra den selvbetitlede debut fra 1980 for at gå over i bandets måske bredeste hit til dato, den fuldstændig fantastiske 'Love Like Blood', for nærmest at sætte Arena-teltet i brand af suverænitet med den nye og tunge 'This World Hell'.
Det var blot begyndelsen på en koncert, der hele tiden blev spillet med total indlevelse og en skræmmende tæt indbyrdes forståelse bandmedlemmerne imellem. Det sparkede ganske enkelt dejlig meget røv. De enormt opkastvamle tømmermænd, man var præget af fra fredagens latterlige druk til Ghost, blev måske ikke direkte kureret af den soniske ondskab, som Killing Jokes overfusede én med, men det gjorde blot dét ekstra ondt på den helt rigtige måde.
Minimalistisk sceneshow
Med ekstremt få midler formåede Killing Joke der ud over at levere et storslået sceneshow. Foruden musikerne, deres instrumenter og et restriktivt scenelys var scenen fuldstændig bar. Intet banner med bandets navn på. Med Jaz Coleman i front har de dog en så karismatisk forsanger, at al sceneshow skam også er udnødvendigt.
Med et live-udseende der minder om en blanding mellem sævngængeren Cesare fra den tyske ekspressionistiske stumfilm "Das Caninet des Dr. Caligari" og Klaus Kinski, havde han publikum i sin hule hånd gennem hele den time lange koncert. Fra start til slut gik han spankulerende og demonstrativt rundt på scenen med tunge skridt og et vildt udtryk i øjnene. Mellem numrene kom han så med ret underlige og besnærende politiske kommentarer, der i al deres forståelighed faktisk virkede ret kraftige. Tilsammen var det noget nær hypnotiserende.
Sløvt fremmøde
Som et af de mere interessante bands på årets Roskilde-plakat, havde man faktisk både håbet på langt flere publikummer til koncerten med de britiske postpunkere/industrielskabere/pop-rockhoveder/whatever. I hvert fald var de et af de bandnavne, som man nu ikke lige havde set på dansk jord i et stykke tid, og som tilmed burde snakke til flere publikummer på tværs af både genrer og klassificeringer.
At de tilmed er her med et klassealbum i bagagen, 'Absolute Dissent' fra sidste år, gør det blot endnu mere skammeligt, at Arena-teltet denne lørdag eftermiddag ikke blev den fest, som man nu havde håbet på. På den anden side så kunne man næsten havde regnet det ud, at Roskilde selvfølgelig burde havde placeret dem på Odeon.
Men fred være med det. Killing Joke lod ikke til at lade sig være bemærket af det sløve fremmøde og de leverede altså en gedigen rockende og meget dansevenlig rockkoncert med stort R.