Roskilde '10 Fredag: Vedkommende nostalgi

Populær
Roskilde '10 Fredag: Vedkommende nostalgi

Alice in Chains leverede varen i form af en suveræn sætliste, der både gav plads til det indfølte og det fuldblods rockende.

Dato
02-07-2010
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Man havde på forhånd frygtet, at Orange Scene ville være for stor en mundfuld at bide i for grungerotterne i Alice in Chains. Heldigvis skulle det vise sig, at de var som skabt til festivalens største scene, og de gav tilmed en koncert, der rent musikalsk lige præcis var dét bedre, end man vel egentlig havde turde håbe på.

Velartikuleret rock!

I en anderledes rækkefølge blev der lagt ud med åbningstrioen fra et af grungebølgens største hovedværker, 'Dirt' (1992), bestående af 'Rain When I Die', publikumsfavoritten 'Them Bones' samt sejtrækkeren 'Dam That River'. Det var svært ikke at blive fuldstændig revet med, kaste alle bekymringerne til side og give sig hen til det der allerede fra start af var et lige så musikalsk velartikuleret rockband, som når rocken bliver leveret bedst og mest svedig.

Den særprægede rocksignatur står ikke mindst guitarist Jerry Cantrell for, der nedtonet - som var han ramt af tømmermænd - valsede rundt på ægte cool grunge manér: Fysisk alt for passiv og dog med ikonografisk rockudstråling, små smil som han delte med resten af bandet samt en suveræn sonisk guitarsignatur der er lige så blændende vedkommende i dag, som den var for 15-20 år siden.

Til trods for at han er fra en periode, der var rig på den ene imponerende guitarist efter den anden, er der kun få, hvis 90'er-spil stadig lyder lige så friskt som Cantrells. Og der er kun meget få - hvis nogen - der som ham på én gang formår at blande det melankolske og rørende i musikken med det hæsblæst rockende.

Hvad angår musikkens melankoli, så har Sean Kinney en hel del at skulle have sagt. Hans trommespil er alfa og omega for AIC-udtrykket. Kun få musikere kan kunsten at underspille rockkompositioner som han. Når han er kontant, er han tør og tæt som bare pokker, ja, men selv hans ledeste og mere simple rockspil er ladet med konturer og er ladet med en eminent forståelse for tekstens ofte melankolske stemning.

Forrygende afslutning

Mod slutningen steg det hele taktvis i graderne: 'We Die Young' har muligvis det bedste Cantrell-riffs til dato; Cantrell og Kinney tændte hver deres smøg i minde til Staley, før 'Nutshell' blev dedikeret det afdøde grungeikon og spillet i en magisk version; 'Angry Chair' blev leveret i en formidabel underspillet udgave med Kinney i sit es, og 'Man in the Box' er slet og ret en af 90'er-rockens bedste skæringer.

Så da den bedste sætliste på årets Roskilde Festival nåede sin slutning med først 'Would? og derefter 'Rooster' var der ikke et øje tørt hos enhver ægte grunger på festivalpladsen. Det var en så cool koncert, som de kommer, der samtidig osede af musikalsk overskud og indlevelse fra hele bandet.

Da 'Rooster' kickstartede begyndelsen til enden, steg tempaturen yderligere på de forreste rækker og sangtøjet har sjældent været så frisk på fællessang af den indlevende slags. Alice in Chains leverede kort sagt en forrygende koncert, der på én gang var rig på nostalgi og evigt vedkommende rock.

Se Alice in Chains spille på Roskilde her!: