WOA '15: It's 1994 somewhere

WOA '15: It's 1994 somewhere

Amorphis holdt sig til det oldschool i et velspillet show, der i den grad kiggede tilbage i bagkataloget. Selvom magien fra dengang måske ikke helt kunne nås, så var det professionelt udført, stærkt og medrivende alligevel.

Kunstner
Dato
01-08-2015
Trackliste
(Thousand Lakes)
Into Hiding
The Castaway
First Doom
Black Winter Day
Drowned Maid
In the Beginning
Forgotten Sunrise
To Father's Cabin
Magic and Mayhem
(Karelia)
Vulgar Necrolatry
Better Unborn
Against Widows
My Kantele
Folk of the North
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Som tilfældet var det med Samael aftenen før, var det også året 1994, der var i højsædet for finske Amorphis. Bandet var nemlig blevet booket til en fejring af bandets klassiske ‘Tales From the Thousand Lakes’, der rundede 20 år sidste år. Alting kan jo ikke være til tiden, og gode ting er værd at vente på, så hellere et forsinket gensyn end intet.

For nogle år siden udgav bandet et album med genindspilninger af de gamle numre, så man var på sin vis forberedt på, hvordan de gamle numre ville tage sig ud i den line-up, som bandet har nu. Mest væsentligt er det selvfølgelig, at det ikke længere er rytmeguitarist Tomi Koivusaari, der growler, eftersom han allerede på albummet efter ‘Tales...’ kun tog sig af den rå del af vokalen og efterfølgende helt droppede at lade de dybe grynt slide på stemmebåndet. I 2005 kom den nuværende frontmand til, Tomi Joutsen, og han bærer sin del af æren for Amorphis’ succes de senere år med sin fede og usvigeligt sikre vokal udi både growl og ren vokal.

Men den omtalte plade med genindspilninger var bare ikke rigtig fed. Det skulle derfor blive interessant at høre, om der var bedre held med en live-fortolkning af de gamle sange.

Beæret over hyldesten til den klassiske skive

Bandet gik på scenen til en båndet version af klaverintroen fra skiven, gik dernæst direkte over i ‘Into Hiding’, og så kom sangene fra pladen ellers på stribe. Først efter ‘Black Winter Day’ benyttede bandet sig af at gå direkte fra en sang til den næste uden pause, hvilket gav 'Drowned Maid' en fantastisk start, da den er mere energisk end den sang, der fulgte i hælene på. Mellem de andre sange fik frontmand Tomi flere gange informeret publikum om, hvilken plade det var, som bandet hyldede. Man kunne jo være i tvivl. Han var selv meget beæret over at få lov at spille præcis den skive, hævdede han uden at nævne, at han faktisk ikke var med i bandet, da den blev udgivet. Men han virkede oprigtig, ligesom da han begejstret fortalte, hvordan han havde glædet sig over videoen til sangen 'Black Winter Day', dengang den kom.

Lyden var god, og udsmykningen med sidebannere og bagtæppet fra ‘Black Winter Day’-ep’en gjorde sig godt med Wackens egen temafarve i år. Blå. Blå som det blå vand i de mange søer i Finland. Aktivitet var der dog ikke så meget af på scenen. Tomi Joutsen er en ganske sej rocker, der spankulerede lystigt rundt på scenen, mens han sendte det ene nosseknusende seje growl ud efter det andet, når han ikke lige tog den rene vokal, som ellers havde været sunget af gæstesangere i sin tid, men på instrumentalsiden var det så som så.

Esa Holopainens guitarspil kunne nydes, men hverken han eller den tidligere frontmand på rytmespaden gør meget væsen af sig. Især sidstnævnte kunne snildt være mere løssluppen, da der ikke var meget udfordring i de simple akkorder, der dog gør arbejdet perfekt som baggrund for de mange fede melodier fra Esa Holopainen. Deri ligger måske også noget af svaret på, hvorfor han vendte frontmandstjansen ryggen – det ligger nok ikke lige til ham at være den centrale i rampelyset.

Det skal jo ikke blive for nyt

Det klassiske album blev fejret, som det skulle, men det fyldte ikke den tildelte spilletid ud. Bandet valgte derfor overraskende nok – specielt med tanke på, at sløret netop er blevet løftet for et nummer fra den skive, der kommer til september – at fortsætte med at hylde de tidligere album. Således blev det, efter at ‘Karelia’, introen fra ‘The Karelian Isthmus’(1992), havde gjaldet ud over PA-anlægget, til den heftige ‘Vulgar Necrolatry’ fra samme album. Rendyrket dødsmetal, langt fra det melodiske materiale, som netop var blevet luftet så grundigt forinden. Amorphis fortsatte herefter med nogle af de fedeste sange fra ‘Elegy’, albummet fra 1996, der sendte bandet godt på vej mod yderligere gennembrud. ‘My Kantele’ var noget, som publikum satte pris på, og folk stemte godt i med egne stemmebånd.

Der var sågar plads til endnu en overraskelse, før bandet takkede af. 'Folk of the North', det smukke klaverbårne, instrumentalstykke fra ep’en ‘Black Winter Day’, blev spillet. Det var smukt som bare pokker. Der havde spillemæssigt ikke været noget at sætte en finger på i bandets præstation, og man var godt underholdt – i hvert fald som fan af den plade, det primært handlede om denne dag – men ligeså magisk, som første gang skiven blev hørt hjemme på værelset, var det ikke. Men heldigvis kunne mindre også gøre det i en stadigvæk stærk koncertpræstation.