WOA'12: Metallisk primadonna

WOA'12: Metallisk primadonna

Machine Heads musik er altid overbevisende på en scene, men hvor ville det dog være rart, hvis Robb Flynn efterhånden kunne lade musik være musik og holde sin kæft.

Kunstner
Dato
04-08-2012
Genre
Trackliste
01. I Am Hell(Sonata in C#)
02. Old
03. Imperium
A Thousand Lies
05. Locust
06. Aesthetics og Hate
07. Darkness Within
08. This is the End
09. Halo
Ekstra
10. Davidian
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Så man Machine Head på årets Roskilde Festival undrede man sig nok over den meget amputerede afslutning på koncerten. Ikke et ord fra Robb Flynn eller et ekstranummer blev det til. Ingen ’Davidian’ eller ’Ten Ton Hammer’. Det medførte flere spekulationer. Blev de hevet ned fra scenen fordi koncerten var et kvarter forsinket, eller hvad skete der lige her?

Faktisk ikke. Fra en hundrede procent pålidelig kilde mødt på Wacken var svaret såmænd mere simpelt: Robb Flynn gad bare ikke mere efter den lille time koncerten varede. Dårlig stil.

Og Robb Flynn må netop siges at være Machine Heads både ultimative styrke og, desværre, store svaghed. At manden er en suveræn sanger og guitarist skal der bestemt ikke være tvivl om, men storhedsvanviddet har efterhånden nået et punkt, hvor det simpelthen smadrer ens oplevelse. Det var til tider præcis den følelse, man fik på Wacken.

Suverænt højdepunkt

Det var tredje gang i bandets karriere, at de headlinede verdens største metalfestival, og modsat den halvtomme pit på Orange Scene, så passede scenariet lørdag aften på Wacken helt sikkert bandet. Da man så dem i 2009 foran samme scene satte de uofficiel rekord i verdens største circle-pit. Grundet massive mængder mudder til knæene blev det i år nærmere til verdens mindste, da man nærmest stod klæbet fast i det brune stads.

Men trods det fejlede stemningen blandt publikum faktisk intet. Hvilket også er svært når ’I Am Hell’ åbnede koncerten og blev efterfulgt af ’Old’. God start. ’Imperium’ kom efter, hvorefter nummeret som kan gøre enhver headbanger glad: ’A Thousand Lies’ fra det debutalbum, som nok er et af verdens bedste i den kategori. Et nummer, som de ikke har spillet live mere end et par få gange i løbet af de sidste 15 år. Stort, og uden tvivl aftenens højdepunkt.

Hold nu kæft, Robb!

Herefter startede nedturen desværre. De næste fem numre kom fra ’Unto the Locust’ og ’The Blackening’, hvor Rob Flynn mellem hvert nummer startede sine alenlange festtaler, som var han til en røvsyg konfirmation. Inden ’The Darkness Within’ synes snakken om alverdens ligegyldige ting som om de ingen ende ville tage. Hvis nogen blandt publikum hørte et højt og vredt ”Hold nu kæft!”, så tager undertegnede gerne den på sin kappe.

Og nu når vi er i gang med kritikken her, så er ’The Darkness Within’ bestemt heller ikke et nummer, der passer til bandets koncerter. Men Robb Flynn nyder tilsyneladende at stå alene på scenen og give den med ynkelig tøsestemme og akustisk intro. Godt at man kan købe 1-liters-øl på Wacken og underholde sig selv mens den slags banaliteter står på.

Stærk afslutning

’Halo’, som nu altid gør sig glimrende live, lukkede koncerten, inden det blev tid til det eneste ekstranummer, den vi ikke fik på Roskilde, kongenummeret ’Davidian’. Genialt nummer, ingen tvivl om det.

Hvis Machine hev mere af det seriøse tunge skyts frem som ’Bulldozer’, ’The Blood, The Sweat, The Tears’ eller ’Ten Ton Hammer’, og hvis Rob Flynn lærte at koncentrere sig om at fyre den af, frem for at lege følsom primadonna, ja, så er det faktisk svært at forstille sig andre bands i verden overgå Machine Head på en scene.

Denne aften blev det desværre kun til få fantastiske momenter.