Kun tomgang fra Helloween
Populær
Updated
Lars Schmidt uddeler røvfuld til Helloween. Man imødeser altid et nyt Helloween-album med en vis forventningens glæde, vel vidende at der intet nyt er under solen. Og det er bestemt også tilfældet på dette, det 15. studiealbum i rækken, siden guitarfænomenet Kai Hansen (nu Gamma Ray) i 1979 dannede Helloween og lagde grunden for en metallisk stilart, som stadig den dag i dag reproducerer sig selv i samme takt som kaniner: "Speed metal" eller "power metal", om man vil. Der er efterhånden kun to originale medlemmer tilbage i Helloween: rytmeguitarist Michael Weikath og bassist Markus Grosskopf. Kai Hansens afløser, Roland Grapow, er skredet og har dannet mesterlige Masterplan (anmeldt just efter denne - red.). Ny guitarist er Sascha Gerstner, som bestemt ikke falder igennem. Men om albummet med den åndssvage titel gør det, er en anden sag. Udtrykket er knapt så mørkt som på ”The Dark Ride” (2000) – faktisk lige modsat: Glad heavy-hopla og metalpolka af den originale slags. Det rykker fint, men der er ingen aha-oplevelser. Kun tomgang. Hvis man altså skal være lidt ubarmhjertig.
For denne anmelder er der virkelig langt til højderne af Helloweens seneste rigtig gode udspil, ”Time of the Oath” (1996), og ”Master of the 7 Keys part 1 og 2” (1987 og –88). ”Rabbit Don’t Come Easy” er en parantes i Helloweens historie. For meget rutine. For meget rygrad. Og få lidt på hjerte.
For denne anmelder er der virkelig langt til højderne af Helloweens seneste rigtig gode udspil, ”Time of the Oath” (1996), og ”Master of the 7 Keys part 1 og 2” (1987 og –88). ”Rabbit Don’t Come Easy” er en parantes i Helloweens historie. For meget rutine. For meget rygrad. Og få lidt på hjerte.
Kunstner
Titel
Rabbit Don’t Come Easy
Label
Distributør
Genre
Forfatter