De hurtige sorte rider igen
Populær
På behagelig vis sneg Turbonegros 12 udgivelse sig langsomt ind på vores anmelder.
Der er albums som overbeviser ved første sangs indledende anslag, og så er der dem, som langsomt kommer snigende - jeg havde troet at Turbonegros Sexual Harassments hørte til førstnævnte, fordi rygtet sagde rock'n'roll. Men af mystiske årsager som ikke helt har fundet sig en forklaring. var jeg mere end lunken overfor det hurtige sorte band i lang tid.
Jeg kedede mig rent ud sagt, men så skete det pludselig, at det ellers simple udtryk gav mening og fangede et sæt interesserede ører på anmelderen. Turbonegro har ingenlunde opfundet noget som helst, men skriver slet og ret langtidsholdbare sange som fungerer. Ikke stort og dybt, men bare vedhæftet kvalitet.
Han har en kniv
'I Got a Knife' er indsparket til den fine plade. Man undres over teksten, der tilsyneladende priser og advarer mod knive, men frydes over det umiddelbare og frembrusende drive som sangen har.
Der kunne også gribes fat i 'Dude Without a Face', der styres af et stikkende skingert riff, buldrende baslinjer i verset og et råt omkvæd, eller den roligere beskidte 'Rise Below'
I 'TNA (The Nihilistic Army)' går det hårdere for sig, næsten punket energisk, hvorimod 'Shake Your Shit Machine' minder på den gode måde om alt for salige 'The Hellacopters', og så er der i øvrigt fem lige så gode skæringer tilbage, man kan fordybe sig i.
Forsangerforandring
Afslutningsvis bør det naturligvis fortælles, at dette er første udgivelse fra Turbonegro siden bruddet med forsanger Hank Von Helvete, og at denne anmelder desværre ikke har dyrket bandet før, hvorefter han på ingen måde kan udtale sig om fortiden, men kun konstatere, Tony Sylvester fungerer aldeles udmærket med en mikrofon.