Røvspark fremfor revolution

Røvspark fremfor revolution
The Sword søger ind til kernen på deres andet album ”Gods of the Earth”. The Sword, stooner kvartetten fra Austin, Texas, disker her op med deres længe ventede toer, ”Gods of the Earth” – opfølger til den to år gamle gigantdebut, ”Age of Winters”.

Det tager – heldigvis! – ikke mange sekunder, før man bliver bevidst om, at det er en skive med The Sword, man lige har smækket på. Trods en anelse sprødere produktion, har ”Gods of the Earth” den samme særprægede monstrum af en lyd, som også var med til at definere debuten. Produktionen kan bedst bestemmes som en, der, ligesom bandets utallige røvballe-riffs, søger ind til den kerne, som enhver gedigen heavysang burde udspringe af. Der er ikke så meget pis, som man siger – kun slemme melodier og slå-til-søren-attitude.

Det ensartede udtryk, som The Sword i høj grad benytter sig af, formår endnu engang at slingre udenom det monotone. Musikken er velkomponeret, guitarspillet begivenhedsrigt. En speciel salut skal der gå til trommeslager Trivett Wingo, hvis hårdtslående spillestil virkelig springer i ørerne på ”Gods of the Earth”.

Det eneste, der forbliver en smule kedeligt i længden, er J.D. Cronises vokal, som ikke har det rockpondus, som musikken i den grad lægger op til. Det er ikke fatalt, men når det bedste nummer på ”Gods of the Earth” forbliver sidste skæring, den instrumentale ”The White Sea”, giver det alligevel stof til eftertanke.

Taget vokalens svingende kvaliteter i betragtning, er det endnu engang forbløffende, at der er kommet så solid en skive ud af det, som der virkelig er. The Sword har muligvis ikke revolutioneret genren, men hvem fanden savner originalitet, når det sparkes så meget røv, der sateme gør i The Sword’s tilfælde!?

Kunstner
Titel
Gods of the Earth
Distributør
Karakter
4