Uforløst retro-hard rock

Uforløst retro-hard rock

Der er kompetente musikalske momenter på den første plade med Spiritual Beggars i fem år, men alt i alt er det hele desværre samtidig ret intetsigende.

Titel
Return to Zero
Dato
30-08-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. Return To Zero [Intro]
2. Lost In Yesterday
3. Star Born
4. The Chaos Of Rebirth
5. We Are Free
6. Spirit Of The Wind
7. Coming Home
8. Concrete Horizon
9. A New Dawn Rising
10. Believe In Me
11. Dead Weight
12. The Road Less Travelled
Karakter
2

Det er fem år siden, at det svenske hard rock band Spiritual Beggars udgav deres sidste plade, 'Demons' (2005). Nu er de så tilbage med 'Return to Zero', som skruer op for hard rock power-produktionen og en smule ned for stoner rockens lyd. Det klæder dem ikke rigtig, men selv om der muligvis heller ikke er en snert af nytænkning over pladen, er der alligevel flere imødekommende riffs, som gør, at man næsten ikke kan undgå at blive tilfredsstillet bare en lille smule.

Retroforelskelsen

Det er efterhånden old news, at retro er det nye nye indenfor såvel musikkens rock- som metalverden. Hvorvidt om det så drejer sig om rutinerede Machine Head og deres retur til thrashens 80'er-skolen med 'The Blackening' (2007), nyere navne som The Sword og Priestess og disse navnes respektive hyldest til Sabbath, Metallica og Zeppelin, eller om det drejer sig om bredtfavnende rockbands som Black Mountain og The Black Angels og deres forskelligeartede mosaik af 70'er-epik og 60'er-syrerocken, er i denne sammenhæng ligegyldigt. Fælles for dem alle er, at disse bands har rødderne placeret solidt i fortidens rockfraser - værende det 60'ernes, 70'ernes eller 80'ernes.

Og nu altså også Spiritual Beggars, som med 'Return to Zero' mere end nogensinde tidligere og på ganske uoriginal men både lyttevenlig og næveindbydende vis, synes at passe ind i retrobølgen med røvballe-kompostioner, der blandt andet kigger Uriah Heep og Trouble efter i kortene.

Uforløste kompetencer

Spiritual Beggars har nu også line-up'en til at spille på fortidens musikalske tangenter. Musikalsk set kan man således ikke sætte en finger på kompetencerne i bandet.

Guitarist og sangskriver Michael Amott har sine hovedrødder i Arch Enemy og desuden i gendannede Carcass, men i Spiritual Beggars folder han sig anderledes og mere 80'er-agtigt ud. Hér skriver han sig ind i en guitarkanon, der hylder det gode riff og den korte solo, som har for øje at føre sangen videre uden at overstyre det samlede udtryk. Det gør han virkningsfuldt.

Specielt interessant bliver guitaren i en sang som 'Dead Weight', hvor et krybende og tilbagelænet riff kortvarigt erstattes af en fornemmelse for bluesmusikken for igen at skifte retning ved at gå over i et utraditionel bud på en aparte staccato 80'er solo a la 2010.

Der er dog også flere steder, hvor uoriginaliteten hos Amott skinner for tydelig igennem. Mest iøjefaldende bliver det i åbningsriffet på 'The Chaos of Rebirth', der plagierer Dimebags udødelige riff fra starten af 'Shedding Skin'.

Opeth-medlemmet Per Wiberg skal dog nævnes, hvis orgel- og keyboardflader præger mange af sangene og skyder et skud tiltrængt prog ind i hard rock-universet.

Nyt og stagnerende

Nyankommer i kvintetten er den græsk/svenske vokalist Apollo Papathanasio, der normalvis slår sine enorme vokalspændvidder i bandet Firewind, og som på 'Return to Zero' overtager tjansen efter Janne "JB" Cristoffersson, der i de fem mellemliggende år siden forrige udspil, har forladt de spirituelle tiggere for i stedet at koncentrere sig om hans hovedband, Grand Magus. Med en blanding mellem David Coverdale og The Quills Magnus Ekwall er Papathanasio et fund til tjansen og - overraskende nok - måske pladens mest interessante aspekt.

For selv om der er potentiale til den store, fuldblodsrockende udgivelse forbliver 'Return to Zero' aldrig rigtig så øretæve-retro-indbydende, som man kunne have håbet på. Sangene stagnerer uden på noget tidspunkt dog at blive egentlig dårlige, og pladen mangler det musikalske take-off, som man hele tiden sidder og venter på, skal dukke op.

Så selv om det falder én let at rocke med på 'Return to Zero', forbliver det stadigvæk en plade, der ikke vil blive sat på mange gange i fremtiden.