Skuffelse fra Lukather

Det er altså ikke nødvendigt med soloplader, synes Lars Schmidt. Skuffelse! Det er det første, der sådan lige falder én ind, når man – gammel, gammel fan – lytter til det nye soloalbum fra den uovertrufne og fantastiske Toto-guitarist Steve Lukather, ”Ever Changing Times”. Det næste er: Fedt at høre hans spade og godt at få hans vokal med også.

”Ever Changing Times” er det fjerde i rækken af vokale soloalbum fra Steve Lukather. To af de tidligere demonstrerede virkelig høj klasse, ”Lukather” (1989) og ”Luke” (1997). Og Totos seneste, ”Falling In Between”, var overraskende god. Derfor var forventningerne høje. Og skuffelsen ligeså.

For ”Ever Changing Times” mangler nerve og magi. Numrene lyder som resultatet af en metaltræt superguitarist, der egentlig ikke har noget nævneværdigt på hjerte. Det er dog bevis på klasse, at Lukather med ”venstre hånd” trods alt får et nogenlunde okay resultat ud af det.

Der er enkelte gode sange og tiltag på albummet. Titelnummeret er nærmest heavy rock-agtigt med sit nedstemte, rå guitarriff, og ”New World” har en fin power i sig. Et par fine ballader à la Toto får vi naturligvis også: ”The Letting Go” og ”Tell Me What You Want From Me”.

Men som helhed er albummet alt for ukonstant. Det skyder i for mange retninger uden helt at have sjælen med: fra heavy rock over Steely Dan og fusionsrock til ballader.

Lukather havde ikke behøvet at være alene om det her. Måske han lider af det samme syndrom som mange andre, store instrumentalister i stjerneklassen: De må pinedød udgive noget solo, men overser, at de er blevet store i samspil med andre store.

Lukather lavede magi med Toto-drengene i gamle dage, og det er fanme en synd, at han og David Paich er uvenner i dag. For de to skabte om nogen melodisk magi sammen.