Specielt men sejt

Specielt, men også interessant, levende, iørefaldende og sejt. Amerikanske Coheed and Cambria leverer musik for det åbne sind og de progressive øren, mener vor anmelder. Det er godt nok noget af en speciel omgang, det her. Alene titlen er for viderekommende. Og det er musikken, ja hele konceptet bag Coheed and Cambria, i høj grad også. Sidder her og har forsøgt at sætte mig ind i orkestrets tredje album,
"Good Apollo, I'm Burning Star IV, Vol 1: From Fear Through the Eyes of Madness", som har fået masser af anmelderroser rundt om på kloden, og som - vist nok - også har fortjent de fleste af dem.

Igen: Det er godt nok specielt. Men det er også interessant, levende, iørefaldende, sejt. Ja, en masse ting, som der vendes tilbage til senere. Først en lille brush-up på Coheed and Cambria: Fire unge, meget, meget, meget musikalske gutter fra New York udgør kvartetten, som har planlagt i alt fem albums om det samme emne. Rækken af konceptalbums handler om det fordømte ægtepar Coheed and Cambria, som på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden må ofre deres børn for at frelse verden fra en udslettende virus. Tekst og musik er skabt af sanger og guitarist Claudio Sanchez, som også har sat udformningen af en hel stribe comic-bøger i gang. Men det er alt det udenoms-agtige. Musikken? Tjah, den er i hvert fald inspireret af den progressive rock fra 60'erne og 70'erne.

Coheed and Cambria leverer et meget, meget varieret udtryk - bygget på ekvilibrisme, variation, masser af topspændt energi og melodi. Der er alt lige fra heavy over singer/songwriter-hygge og country and western til progressiv rock. Hvem minder Coheed and Cambria så om? Rush, The Police - for at nævne
nogle af de gamle. Og så måske nok også knægtene fra Funeral for a Friend.

Hvor fedt er det så? De fyre her er totalt dygtige og musikalske. De skaber høj energi, og de er åbne over for alt, lyder det til. Mit bud er, at dette her er et album, som gnaver sig hele vejen ind i dig og bliver der et godt stykke tid - ikke mindst godt hjulpet på vej af det eneste nummer, som er
heavy nok til at komme i nærheden af en "normal" Heavyjam-anmeldelse, tre'eren "Welcome Home", riffet, nossetung sine steder. Ja, pissefedt, for at sige det lige ud.

Vær åben, så skal Coheed and Cambria nok vise sig at være pengene værd.