Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Med musik står vi sammen

Populær
Updated
Med musik står vi sammen
Med musik står vi sammen
Med musik står vi sammen
Med musik står vi sammen
Med musik står vi sammen

Det nye album har givet Deftones nye fans men dette interview kom også ind på Copenhell, det bortgemte album 'Eros' og bassisten Chi Chengs tilstand her to år efter bilulykken, der efterlod ham i koma.

Kunstner
Titel
Chino og Frank
Dato
27-11-2010
Distributør
Fotograf
Jacob Dinesen

Det var virkelig en af de kolde dage i et snefyldt København, da Deftones besøgte byen. Men ikke desto mindre var det en dejlig kold øl, som forsanger Chino iført dynejakke i et ellers lunt backstage-rum bød intervieweren. Og med et kort "cheers" og lidt procenter til ganen kom interviewet i gang.

Frank Delgado, bandets DJ, var også en del af interviewet, omend lidt mere fåmælt.

Sidst I var her, var jo til Copenhell – hvordan var det for jer?

Chino: Det var fedt. Vi spillede først omkring midnat, mener jeg, og selvom det var sommer, var det jo ret koldt. Det var fantastisk, at så mange folk stod der alligevel for at se os.

Frank: Vi havde et virkeligt fedt show, som jeg kan huske, vi alle var glade for. Vi havde ventet hele dagen, for det var et sent show. Men mand, det var skægt at spille.

Er der en stor forskel for jer på at headline en festival og på at headline jeres egen tour?

Chino: Hmm… Festivaler er altid lidt anderledes, fordi det er et blandet publikum. Der vil selvfølgelig også være nogle Coheed and Cambria-fans på denne tour, og de kender måske ikke vores materiale i forvejen. Men for størstedelen er det vores fans.

Har I selv valgt at tage Coheed med – de er jo efterhånden også et ret etableret band?

Chino: Vi kan godt lide at tage bands ind som – naturligvis – er gode. For os er det godt, at de er lidt fra en anden genre. Ja, det er stadig baseret på rock, men måske er rødderne i Deftones mere baseret på metal. Det er et godt mix af forskellige nuancer. Og det går begge veje: nogle af vores fans, får måske øjnene op for dem og omvendt.

Chino: Og udover at være nogle gode gutter, så er det et teknisk og tight band.

Hvor længe giver I dem så hver aften?

Chino: De spiller en times tid.

Det er jo pænt af jer som headlinere at give dem så lang tid.

Chino: Jamen, selvfølgelig. De fortjener det. Det er et godt band, og de arbejder for det.

NYE FANS MED 'DIAMOND EYES'

Nu har I måske fået jeres seneste album lidt på afstand, så hvordan føles det nu?

Chino: Vi er stadig begejstrede, og føler at det stadig er en ny plade. Det har været ude i vistnok 7-8 måneder, og det føles som om, at det stadig vokser. Der er kommet flere fans til – også yngre, som vi ser til shows’ne – og de reagerer med det samme, når vi spiller noget af det nye. De har måske hørt om Deftones via 'Diamond Eyes' og det føles godt, at vores 7. album stadig kan bidrage med fans, som var vi et nyt band.

Frank: Vi har spillet en del fra den nye plade, og responsen er helt utrolig. Man kan se generations-gabet på de nye fans, for de er måske ikke så meget "på" til de ældre ting, men man kan virkelig se, hvor meget de er inde i det nye materiale. 

Ændrer erfaringerne fra album til album den efterfølgende skrive- og indspilningsproces?

Chino: Hver gang vi går i gang med en ny skive, er det et nyt tidspunkt i vores liv. Vi dannede bandet, da vi var knægte, og nu er vi midaldrende… haha… Med hver plade er det en ny oplevelse. Det er ikke sådan ”Wow, vi skal fokusere på den her type plade”. Vi laver en plade ud fra, hvor vi er på det pågældende tidspunkt. Vi prøver ikke at lave den samme plade igen og igen, ligesom vi altid prøver at bryde ud af vores tryghedszone.

Chino: Med den her plade lagde jeg mærke til én ting… Vi fandt på bedre arbejdsmetoder, hvad angår vores arbejdsmoral. Der er mindre spildtid, og vi er holdt op med at kigge i bakspejlet. Vi er blevet tættere knyttet som band, især efter Chis ulykke. Der er kommet mere fokus på, hvad det er vi vil. Og måske er vi også blevet lidt mere ansvarlige, så vi virkelig fanger energien, når vi sætter alle i samme rum.

Hvor færdigt er materialet, når I går i studiet – er det hele skrevet i studiet?

Chino: Denne gang blev det sådan. Med 'White Pony' havde vi måske fem sange færdige og lavede så resten i studiet, og det virkede for dén plade. Så måske tænkte vi, at sådan kan vi gøre til hver en tid. Den tog et år at lave, hvilket stadig er ret lang tid. Den næste tog to år, næste tre år - det tog os simpelthen for lang tid. På visse punkter var det godt, at vi følte vi kunne lave plader efter vores egen fritid. Men finansielt var det ikke godt, fordi vi brugte så mange penge på at være i studiet.

Chino: Og jeg tror også, at man mister lidt af essensen. Der er noget specielt ved det øjeblik, man skaber en sang. Gør man ikke sangen færdig med det samme og venter for længe, så kan man godt miste noget af øjeblikket.

Frank: Og arbejdsmoralen er det som hjalp med det. Samt at arbejde med Nick Raskulinecz (producer på 'Diamond Eyes' - red.), det hjalp MEGET. Nick lod os aldrig miste fokus og holdt os til den oprindelige idé.

Der er ingen frygt ved at skulle ind i det ”rum” og nu SKAL der bare laves noget?

Chino: Nej, faktisk ikke. Ærligt talt, så sker der det, når vi går sammen, at idéer opstår. Forleden lyttede jeg til nogle af vores rehearsal-tapes fra tre år før vores selvbetitlede album, og jeg tog mig til hovedet, for alle havde gang i noget vidt forskelligt. Fede ting, men vidt forskellige. Det var støj og uden nogen form for orden. Alle var på hver sin planet og sjældent var planeterne på linje. Det var meget tidskrævende, hvor vi havde ikke nogen, der samlede op, og sagde "brug det og det".

NYE DØRE ÅBNET I SANGSKRIVNINGEN

Sker det, at I har stykker, som I ikke helt føler for i det øjeblik, I spiller det, men så hører en optagelse og siger "wow, det virker faktisk"?

Chino: Ja, helt sikkert. Det sker af og til. Det gode ved denne plade var dog, at vi ikke rigtigt havde tid til at reflektere over tingene. Vi var bare fanget i øjeblikket, og dét tror jeg hjalp til på denne plades sammenhængskraft. Vi skabte alle sammen samtidig, selv med min vokal. Tidligere har vi skrevet al musikken før teksterne og vokalmelodierne. Denne gang sang jeg bare med, hvad end jeg havde ord eller ej. Bare idéer.

Frank: For os var det SÅ fedt. Det var en dør, der blev åbnet. "Hov, hov, hov. Hvis han går derhen, så kan vi måske gå herhen", så det var fuckin’ bad ass.

Bliver det så sådan fremover?

Frank: Nej, ikke nødvendigvis. Der er ikke nogen formel at følge, der er jo utallige metoder. Det kan gå mange veje.

Chino: Som jeg sagde, 'White Pony' var ikke en forfærdelig plade – det er nok den mest kommercielle – og den skrev vi på en komplet anderledes måde. Fordi det virkede på den måde, tror jeg vi tog det med os. Men fordi det virkede én gang, er det ikke sikkert, det virker hver gang. Det afhænger af mange ting, men jeg tror, at vi i hvert fald fremover vil prøve at være mere effektive.

Chino: Specielt nu når vi er blevet ældre. Vi har alle et liv ved siden af bandet, så når det er band-tid er det bedre at være effektive. Det bliver en sjovere arbejdsoplevelse på den måde.

Frank: Og livet er også en faktor i at skabe plader. Vi har alle op- og nedture, og det former måden, tingene fungerer på. Vi er ældre nu, og vi har det stadig sjovt med det, samtidig med at vi lærer af vores fejl.

CHIS ULYKKE

Det leder måske lidt til mit næste spørgsmål… Jeg ved ikke om det er noget I vil tale om, men I har jo en plade "liggende" –
måske til når tiden er rigtig - er der noget nyt om, hvorvidt fansene får materialet at høre?

Chino: Der er en plade, ja. Den er næsten færdig... øh, al musikken er stort set indspillet, og jeg var på nippet til at have vokalen færdig, da Chi kom ud for sin ulykke. Og på det tidspunkt kiggede vi ikke rigtigt tilbage. Vi gemte det væk et sikkert sted. Vi vil vende tilbage til det, ja, men vi har endnu ikke siddet som et band og talt om, hvad vi skulle gøre.

Frank: Det der hændte var…ja, 'Diamond Eyes'. Den kom helt naturligt og af sig selv, vi skulle ikke forcere noget, og kiggede slet ikke bagud. Sangene kom bare, og pludselig så vi på artwork og bookede tour. Vi havde talt om, hvad vi skulle gøre, om vi skulle lade det ligge og med tanke på Chi, om vi kunne gøre det ordentligt.

Chino: Jeg er stolt af det materiale, og vi har det godt med at vide, at vi har noget meget særligt liggende, men som jeg sagde: som band mangler vi stadig, at få talt rigtigt om det.

Er der så nogle gode nyheder at berette om Chi?


Chino: Ja. Altså, det går langsomt, og det er nok det mest frustrerende. Der er gået to år nu… det gode er, at jeg tror, han VIL igennem det, for han kæmper, og han gør små fremskridt. Det hårde er, at en dag går, en uge, et år. Og vi venter stadig, det er alt, hvad vi kan gøre, mens vi håber det bedste.

Jeres sammenhold er beundringsværdigt - ligesom det, at I venter med materialet, fordi I er bekymret for jeres ven. Og ikke mindst imponerende, at I er kommet videre med et stærkt album.

Chino: Og det tror jeg også har en stor del af æren for, at vi kom igennem det. Dét at vi kunne begrave os i vores musik, være kreative og stå sammen. Selvom Chi ikke var der, hjalp det os virkelig at være sammen.

SÆTLISTENS OPBYGNING

Er der forskel på jeres sæt på fra sted til sted? I ved nok ikke om københavnerne fx har et par særlige ønsker i forhold til fans andre steder?

Chino: Nej, det ved vi ikke. Vi prøver dog at ændre det lidt fra dag til dag, specielt når vi i Europa spiller steder, som er relativt tæt på hinanden, fordi nogle så vælger at se flere shows. Men der er en stor bunke sange, som vi altid vælger, og som vi spiller virkeligt godt. Vi flytter lidt rundt på dem. Og her på det sidste har vi til soundcheck arbejdet med nogle sange, vi endnu ikke har spillet med Sergio (Vega, session-bassist, ex-Quicksand – red.), og når de er blevet fede nok, så kommer de med i sættet.

Nu nævnte du lydprøven, men hvad laver I ellers de sidste timer før et show?

Frank: Vi hænger lidt ud.

Chino: Måske får vi et par øl og hører lidt musik. Komme lidt i stemning og skriver en sætliste, og laver en samling sange til før showet. Vi har en halv time mellem Coheed og os. Vi plejer at lave et lille musik-mix, som kommer på anlægget i salen, og som samtidig kører herinde (i backstage-området – red.).

Frank: De, der går meget op i vores band, vil sikkert godt kunne regne ud, at det er musik, som vi har valgt ud.

NÅR MUSIK ER ENS PASSION


Går I så også meget op i at lære ny musik at kende?

Chino: Det er det eneste, jeg laver. Det er mit yndlingstidsfordriv. Det er ikke kun hard rock og metal. Jeg hører en masse forskelligt musik. Hører man kun radio eller ser TV bliver man kun udsat for en begrænset mængde ny musik.

Frank: Og det er blevet meget lettere at "grave" efter det i dag med internet og teknologi. Da man var yngre, var man nødt til at gå ud til shows eller spørge vennerne. Nu kan man bare springe fra en ting til en anden. Det er fedt! Og det er uendeligt med radio-streams og diverse arkiver, som bare venter på at blive indtaget.

I bliver aldrig mætte på musik så?

Chino: Min computer kan blive mæt… Men så får jeg jo bare en større harddisk.

Andre metalmusikere siger nogle gange, at de næsten ikke hører metal og slet ikke noget nyt, kun de gamle helte i samlingen.

Frank: Det kan jeg på sin vis godt forstå, for nogle gange bliver man lidt fortabt i det hele.

Chino: Der er altid noget, man vender tilbage til, som har fulgt en altid. Men der er bare noget tilfredsstillende over at finde noget nyt, fra nogle som har en myspace-profil med måske bare fem sange. Det er sjovt, fordi man hører noget, der er så nyt og friskt. Det er inspirerende.

Tror I… jeg ved ikke om I ligefrem har talt om det, men tror I, at der ét fælles album som alle i Deftones kunne have på sin top 5 over de bedste albums?

Frank: Prince! Jeg tror, vi alle kommer fra den generation og sætter pris på den plade.

Chino: 'Purple Rain', ja. Det er en plade, som jeg tror vi alle har på en top 5’er.

Og med denne tydelige passion for musik kunne interviewet ikke afrundes bedre, og næste interviewer kunne komme ind til det nærmest musik-utrættelige band.

Menu