Store stemmer, svage sange
Populær
Updated
Andet studie udspil fra de store hard rock stemmer, Glenn Hughes og Joe Lynn Turner. Præsentation: Glenn Hughes, sanger og bassist med David Coverdale i Deep Purple efter, at Ian Gillan og Roger Glover skred. Med på Purple-klassikere som "Burn" og "Stormbringer". En fantastisk rock-sanger, der ikke for ingenting har fået kælenavnet "The Voice of Rock" og som har leveret vokalarbejde for stort set hvem som helst i den hårdere del af branchen, bl.a. guitaristerne Tony Iommi, Gary Moore og John Norum. Har en (alt for) stor stribe soloalbums bag sig, hvoraf hovedparten - de seneste - ikke er noget at råbe hurra for. Joe Lynn Turner, sanger der blev kendt via Ritchie Blackmore's Rainbow. Fik sit gennembrud på Rainbows "Difficult to Cure" og var senere også med i Deep Purple en kort overgang. Han er bl.a. blevet brugt af Yngwie Malmsteen (på gude-firser skiven "Odyssey") og har også lavet en flok ubetydelige solo albums.
Hughes og Turner har to store stemmer. De synger fanme godt. Og sidste år slog de så pjalterne sammen - efter at have arbejdet sammen på Nikolo Kotzevs fremragende heavy-opera "Nostradamus" - og lavede Hughes Turner Projekts første album "HTP". Det var i og for sig ok. Men på ingen måde prangende. Der var faktisk kun ét godt nummer på, "Heaven's Missing an Angel", hvor den tidligere Thin Lizzy-, Whitesnake- og Blue Murder-guitarist
John Sykes leverer det sprødeste strengespil. Hughes Turner Projekt tog på tour og udgav siden "Live in Tokyo", som ikke er udkommet herhjemme.
Og nu har vi så fået projektets 2'er. Den kunne vi godt have været foruden. Vi har med to klasse-sangere at gøre, men desværre to sangere, som bilder sig ind, at de kan komponere langtidsholdbare numre med krop og fylde. Det kan de ikke. De kan synge. Ser man på deres solokarrierer, træder symptomerne igennem: De kan ikke på egen hånd. Det bliver simpelthen så
ordinært og intetsigende, at man indtrængende må insistere på, at d'herrer Hughes og Turner frem over allierer sig med de store stjerner og instrumentalister, de hører til hos. De kan ikke lavet noget vedkommende af egen kraft, desværre.
Musikalsk er Hughes Turner Project at finde i den rock-bluesede del af heavy-genren, hvor Hughes og Turner har fået deres opdragelse. Vi er i Deep Purple-delen af den hårde rock. Der er faktisk kun ét nummer, der holder bare en lille smule: "Losing My Head" med nogle tunge klodser, men desværre med et hamrende poppet og kedeligt omkvæd.
I karaktergivningen er det stemmerne, der trækker karakteren op.
Hughes og Turner har to store stemmer. De synger fanme godt. Og sidste år slog de så pjalterne sammen - efter at have arbejdet sammen på Nikolo Kotzevs fremragende heavy-opera "Nostradamus" - og lavede Hughes Turner Projekts første album "HTP". Det var i og for sig ok. Men på ingen måde prangende. Der var faktisk kun ét godt nummer på, "Heaven's Missing an Angel", hvor den tidligere Thin Lizzy-, Whitesnake- og Blue Murder-guitarist
John Sykes leverer det sprødeste strengespil. Hughes Turner Projekt tog på tour og udgav siden "Live in Tokyo", som ikke er udkommet herhjemme.
Og nu har vi så fået projektets 2'er. Den kunne vi godt have været foruden. Vi har med to klasse-sangere at gøre, men desværre to sangere, som bilder sig ind, at de kan komponere langtidsholdbare numre med krop og fylde. Det kan de ikke. De kan synge. Ser man på deres solokarrierer, træder symptomerne igennem: De kan ikke på egen hånd. Det bliver simpelthen så
ordinært og intetsigende, at man indtrængende må insistere på, at d'herrer Hughes og Turner frem over allierer sig med de store stjerner og instrumentalister, de hører til hos. De kan ikke lavet noget vedkommende af egen kraft, desværre.
Musikalsk er Hughes Turner Project at finde i den rock-bluesede del af heavy-genren, hvor Hughes og Turner har fået deres opdragelse. Vi er i Deep Purple-delen af den hårde rock. Der er faktisk kun ét nummer, der holder bare en lille smule: "Losing My Head" med nogle tunge klodser, men desværre med et hamrende poppet og kedeligt omkvæd.
I karaktergivningen er det stemmerne, der trækker karakteren op.
