Dyb rock'n'respekt

Især Glenn Hughes var fantastisk, da Hughes Turner Project gæstede Pumpepuset i marts. Det er sjældent, at man må bøje sig så voldsomt i støvet, som undertegnede gjorde, da Hughes Turner Project gæstede København og Pumpehuset. Projektet består først og fremmest af de to sangere Glenn Hughes og Joe Lynn Turner, der hver især slog igennem som sanger for henholdsvis Deep Purple og Rainbow. Hughes dog også som bassist, da Roger Glover skred fra Purple inden indspilningerne af "Burn" (1974 - Red.).

Begge sangere har ført en omflakkende tilværelse. Hughes som sanger i bl.a. Black Sabbath ("The Seventh Star"), for Gary Moore, John Norum og mange andre. Og han har også en solokarriere, hvor han især i starten af 1990'erne lavede et par glimrende albums, efter at han kom ud af sit omfattende narkomisbrug. Men manden med den store stemme har spyttet albums ud i en lind strøm og er ikke lykkedes særlig godt med det - når man tænker på hans potentiale. Joe Lynn Turner har også været rundt omkring i bands som Rainbow og Deep Purple og som sanger for Yngwie Malmsteen. Også hans solokarriere har manglet frugtbarhed.

Begge sangere har alle dage været blandt undertegnedes yndlinge, men de seneste års skuffelser gjorde nu én yderst forbeholden over for Hughes Turner Project, der indtil videre har kastet to ordinære albums af sig.

Gyldent øjeblik

Så det var med en sund portion skepsis, man tog til Pumpehuset 24. marts, men også med en klar forventning om to store sanger-præstationer. Men den skepsis blev fjernet fra første strofe. Der var dømt rock'n'roll med konstante og klare referencer til Hughes' og Turners fælles samarbejdspartner fra de store dage, Deep Purple- og Rainbow-guitaristen Ritchie Blackmore.

Glenn Hughes havde taget sin bas på. Og tak for det! Jeg har egentlig aldrig regnet ham som en af rockens store bassister - også mest fordi hans vokal er så hamrende stærk. Hughes var kapelmester og dirigerede både med løs og hård hånd, styrede det hele, og var faktisk det konstante midtpunkt på scenen. Ikke nok med, at han kontrollerer sin stemme på formidabel og overlegen vis. Han behandler bassen på samme måde: levende, legende, swingende, energisk og med stort overblik. Man forventede en ypperlig sangpræstation fra Glenn Hughes - og fik det. Men hans basspil levede fuldstændigt op til den kapacitet, hans stemme har.

Heavyjam.dk's udsendte har i sin koncertkarriere siden starten af 1980'erne haft en lille håndfuld gyldne øjeblikke, hvor bl.a. Iron Maiden i 1980 i Brøndby Hallen, Thin Lizzys "Still In Love With You" på farewell-touren i 1983, Gary Moore i Saltlageret vistnok også i 1983, Marillion på Roskilde samme år, Van Halen på Roskilde 1995 og Metallica på Roskilde i 2003 for evig tid vil være indprentet på nethinden som noget af det største. 24. marts 2004 i Pumpehuset leverede et nyt gyldent øjeblik, da Glenn Hughes gav sig i kast med den store Deep Purple klassiker "Mistreated". Man fik ståpels, var rørt og rystet over, hvor smukt det nummer blev sunget - og hvilken stor stemme, der sang det. Fantastisk smukt, flot og overbevisende.

Koncertens højdepunkter var ikke numrene fra de to HTP-albums, selv om de blev leveret med stor energi og skøn spilleglæde. Numrene fra Hughes' tid i Deep Purple var i særklasse - ud over "Mistreated" fik vi også "Burn", "Stormbringer", "You Keep On Moving" og "Getting Tighter". De numre er i hvert fald rundt regnet 30 år gamle, men de har bevaret deres friskhed. Ufatteligt, at Hughes så mange år efter stadig kan synge dem med sådan en indlevelse og friskhed.


Fra Deep Purple til Rainbow

Ved siden af Hughes' tour de force ud i Deep Purple mark III og IV klassikere stod Turners bagkatalog fra Rainbow-tiden ikke lige så stærkt. Vi fik selvfølgelig en forrygende "I Surrender" og en energiladet "Death Alley Driver", men desværre også Rainbows til dato ringeste nummer, det kedelige og intetsigende "Street of Dreams". Det var tydeligt, at Hughes i sin tid fangede Ritchie Blackmore, da denne var på sit legende og uskolede højdepunkt, mens Turner spillede med "Stratens" mester, da denne var ved at køre død.

Men det kunne ikke ødelægge indtrykket af en helt fantastisk aften med store og berigende sangerpræstationer. Turner sang ikke på lige så mange numre som Hughes og stod tydeligt i skyggen, men klarede det fint. Han har også en stor stemme. Men Glenn Hughes har den største, og det er altså helt ufatteligt, at verden endnu ikke har fået øjnene op for ham. Han burde være megastjerne, så fantastisk er han.

For undertegnede var det en lykkelig aften. For jeg genvandt respekten for Glenn Hughes - ikke mindst takket være hans suveræne spil på bassen. Gid den mand dog ville slå folder med David Coverdale igen...

Karakter: 11

- Lars Schmidt / Foto: HTP Supporters