Sublim spade, svage tekster
Populær
Updated
Mange gentagelser, men på en ganske god plade, skriver vor anmelder om Yngwie Malmsteens nye og 15. studioalbum, "Unleash the Fury". "Got a head full of led and now you're dead!" Tjaeh, det er hverken tekstmæssige eller musikalske nyskabelser, den 42-årige svenske, guitarvirtuose Miami-borger Yngwie Malmsteen beriger vores tilværelse med, på hans 15. studioalbum siden den til gengæld ultra-nyskabende og spændende debut "Rising Force" fra 1984. Devisen synes at være "når bare det rimer", som man kan se af ovenstående strofe fra albummets indledningstonser "Locked & Loaded".
Men er albummet dårligt? Nej, så ingenlunde. Det er typisk Malmsteen: masser af neoklassiske guitarløb ud over det hele, lidt tungmetal, lidt melodisk, meget hurtigt metal, oftest klassisk inspireret - og så krydret med en ordentlig omgang fuldstændigt ligegyldige tekster.
Med dette nye album markerer Malmsteen også tyveåret for det album, som de fleste betegner som hans bedste, "Marching Out" fra 1985. Det i alt 18 numre og én time og tolv minutter lange "Unleash the Fury" er samtidig album nummer to i rækken med den tidligere Rainbow- og nuværende Cornerstone-sanger Doogie White ved mikrofonen - på 13 af numrene. Fire numre er instrumentale, og ét (det ikke helt uefne "Cherokee Warrior") synger Malmsteen selv. Og slipper ganske fint fra det!
Der er enkelte musikalske højdepunkter, eksempelvis den voldhårdt riffede og nedstemte "The Bogeyman" og ikke mindst den tunge og melodiske "Winds of War (Invasion)". Sidstnævnte er helt på niveau med materialet på det album, som denne anmelder betragter som Malmsteens bedste, "Facing the Animal" (1997).
En guitarist, der stadig er i verdensklasse. En sangskriver, som godt nok gentager sig selv, men gør det godt. En sanger, som er helt igennem kompetent. Og så nogle melodier, der visse steder faktisk er ganske stærke. Ja, undertegnede kan ikke lade være med at give "Unleash the Fury" en lidt høj karakter. Selv om Malmsteen faktisk ikke har andet på hjerte end gentagelser...
Men er albummet dårligt? Nej, så ingenlunde. Det er typisk Malmsteen: masser af neoklassiske guitarløb ud over det hele, lidt tungmetal, lidt melodisk, meget hurtigt metal, oftest klassisk inspireret - og så krydret med en ordentlig omgang fuldstændigt ligegyldige tekster.
Med dette nye album markerer Malmsteen også tyveåret for det album, som de fleste betegner som hans bedste, "Marching Out" fra 1985. Det i alt 18 numre og én time og tolv minutter lange "Unleash the Fury" er samtidig album nummer to i rækken med den tidligere Rainbow- og nuværende Cornerstone-sanger Doogie White ved mikrofonen - på 13 af numrene. Fire numre er instrumentale, og ét (det ikke helt uefne "Cherokee Warrior") synger Malmsteen selv. Og slipper ganske fint fra det!
Der er enkelte musikalske højdepunkter, eksempelvis den voldhårdt riffede og nedstemte "The Bogeyman" og ikke mindst den tunge og melodiske "Winds of War (Invasion)". Sidstnævnte er helt på niveau med materialet på det album, som denne anmelder betragter som Malmsteens bedste, "Facing the Animal" (1997).
En guitarist, der stadig er i verdensklasse. En sangskriver, som godt nok gentager sig selv, men gør det godt. En sanger, som er helt igennem kompetent. Og så nogle melodier, der visse steder faktisk er ganske stærke. Ja, undertegnede kan ikke lade være med at give "Unleash the Fury" en lidt høj karakter. Selv om Malmsteen faktisk ikke har andet på hjerte end gentagelser...
Kunstner
Titel
Unleash the Fury
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter