Med uhøflighed kommer man længst
Philadelphiapunkere blander lige dele hardcore, hiphop og ravende raseri på højprofileret smadderplade.
2. Coming Correct Is Cheaper
3. Thumbsucker
4. Fucked Up If True
5. Jump!! (Or Get Jumped!!!)((by the future))
6. Driponomics (feat. Mother Maryrose)
7. (Five Years And) My Family
8. The Things I Carry (Featuring BEARCAT)
9. We Wants Revenge
10. John J (Featuring Kathryn Edwards and Zula Wildheart)
11. GODBLESSYALLREALGOOD
12. Spiritual Level of Gang Shit (Featuring McKinley Dixon, Lojii)
Om Bad Brains vil være ved det eller ej, er de i høj grad hardcorens gudfædre. Uden dem, ingen hardcore. Så enkelt kan det siges. Og med det sagt kan ethvert forsøg på at gradbøje Soul Glos hardcoretilhørsforhold også fejes af bordet.
For hvis man skulle genopfinde pionererne fra DC nu, 45 år senere, ville man måske nok ende med noget, der lød mistænkeligt meget som Soul Glo.
Som dansker af vaniljevarieteten er vi ude i territorium, der hurtigt bliver risikabelt. For selvom en del hardcore og metalmusik er lavet både af og til folk, der på overfladen i ret høj grad ser ud som undertegnede, så er det ikke der, rødderne kommer fra, og det er heller ikke der Soul Glo bevæger sig. Jeg er, om ikke andet, lettet over, at bandet ikke bruger samme navngivningsstrategi som på de to foregående EP’er, der ville have gjort det endog ganske svært at referere til dem, både på skrift og i tale,
Helt enkelt og uden mere dansen om den varme grød, er Soul Glo sort musik. Det er lavet af sorte musikere og i rigtig høj grad til sorte lyttere. Og det er fedt. Ligesom Bad Brains inkorporerede reggaerytmer i deres hårdtslående punk, hiver Soul Glo hiphoppen dybt ind i musikkens hjerte og projicerer lige så meget hiphop som hardcore. Hvilket ikke er nemt at gøre.
Det betyder dog også, at undertegnede er på udebane, og det har også medført ekstremt lang tilvænningstid for en plade, der ellers er blevet universelt hyldet i verden omkring den.
Soul Glo har i øvrigt et fremragende øje for netop dette, som ses i ovenstående video. De ved, at folk som mig er ekstremt berøringsangste og de ved, at rigtig mange vil politisere deres blotte eksistens som band og som mennesker til at fremvise, netop hvor åbensindede og anti-racistiske de er, ved at hype bandet til månen og tilbage.
‘The White Underground Railroad’ kaldes vi i videoen, hvilket er en morsom reference til slavegjorte menneskers rejse ud af tyranni i USA før borgerkrigen og en klar fuckfinger til folk som mig, der, alene i kraft af bandets etnicitet sammenligner dem med, nå ja, Bad Brains. Undertegnede har altså nu gjort sig skyldig i netop noget af det, bandet er allermest træt af. Det forstås.
I den mere woke internetsfære kaldes den slags “essentialisering” og er sammen med “racisme grundet lave forventninger” en af de måder selv de mest skyldbetyngede, selvudslettende og dydighedssignalerende hvide mennesker, gør sig skyldig i omtrent det samme som deres modparter på den hvide højrefløj. Det handler om at koge mennesker ned til en (opfattet) kerne af deres væsen – sorte mennesker og rytmesans, for eksempel – eller at drage paralleller til andre sorte kunstnere alene fordi de har samme hudfarve. Min umiddelbare indskydelse var at referere til både Moor Mother og Backxwash i denne anmeldelse, men dette forlod jeg, da det gik op for mig, at det musikalske element var manglende.
Samtidig er der en tendens blandt mange på den antiracistiske fløj til at blæse sorte menneskers præstationer op, alene fordi vi instinktivt ikke forventer lige så meget. Det er infantiliserende og fornærmende og indbyder ikke til hverken ærlig kritik eller samtale.
Sådan er der så meget i den sorte eksistens, der kan problematiseres, hvilket Soul Glo i høj grad også gør på ‘Diaspora Problems’. Vi kan kun anbefale at læse lyrikken, mens musikken indtages, da det vil være langt mere autentisk, end hvis undertegnede skulle forsøge at gengive det – hvilket allerede er gjort i rigelig grad.
En udfordrende oplevelse
Et af de mest grundlæggende elementer hos Soul Glo er forsanger Pierce Jordan og hans vanvittigt komplicerede vokal. Åbningsnummeret ‘Gold Chain Punk (whogonbeatmyass?)’ er klart indikativ for resten af pladen og i særdeleshed for Pierce Jordans vokal, der er lige dele skrigende og vrængende og hvis performance hele tiden bevæger sig i grænselandet mellem rap og sang. Det er en meget hit-or-miss-performance og især i kraft af dens enormt fremtrædende placering i mixet, kan den hurtigt blive en dealbreaker. Den ligger så langt fremme, at det føles, som om Jordan er den drivende kraft frem for noget af instrumentaliseringen, der nærmest føles som underlægningsmusik til en poesioptræden. Hvis det er det, man er kommet efter, er det sikkert meget fint, men nogen stor sammenhæng i sangene er svære at finde på de numre, hvor frontmanden er, well, i front.
Anderledes står det til i de sange, der gæstes af andre stjerner. Særligt kan fremhæves Mother Maryroses optræden på ‘Driponomics’. Den Philadelphia-baserede soundcloudrapper er fænomenal i sin gangstarap-gæsterolle, der klæder, nu tidligere, guitarist, Ruben Polos arbejde. Polo trak sig på grund af anklager om seksuelle overgreb mod hans tidligere kæreste, men forlod først bandet efter udgivelsen. Mother Maryrose har en lækker stemme og et godt flow og leverer overbevisende sine vers.
Generelt er det svært at finde ud af, om Soul Glo er mere hype, end det er godt, men faktum er, at det er markant og interessant. Der, hvor de skinner mest, er, når de lader andre bidrage, så musikken kan få pusten igen. ‘John J’, der gæstes af Kathryn Edwards fra Thirdface og rapperen Zula Wildheart er langt mere aggressivt end ‘Driponomics’, men samspillet mellem de tre vokalister er ekstremt sejt og giver en anden dynamik, der ellers er et element, der kan savnes i den relativt ensporede plade.
Om ikke andet er det noget, man kan lære noget af. Både i forhold til kunstnerisk udtryk og i særdeleshed i forhold til lyrisk indhold. Det er svært at blive ved med at være hellig antiracist, når man konfronteres med sine egne fejl og mangler. Og det er Soul Glo ikke bange for at gøre. Der bliver ikke sagt “please and thank you”.