Instrumental skønsang
Lev livet, vær i nuet, lyt til ’Ascension’ og få en lytteoplevelse, du sandsynligvis ikke har fået før.
Tombe
Mauvais Oeil
Charnier
Faux-Aims
Présage
Épreuve
Sur Ses Épaules
Failles
Défiance
Confiance
Ma Pierre
Saint Matthieu
Til tider sker der noget magisk i kaosset. Støjen forener sig til en uimodståelig tiltrækning, fyldt af facetter og reflekterende elementer, der giver en forhøjet lytteoplevelse. Det er grundlæggende, hvad franske Mira lykkes med, på bandets fuldlængdedebut.
2024 bød på flere singler og EP’er fra det franske band, der allerede varslede en spændende udgivelse. Intet af det materiale har dog fundet vej til ’Ascension’, men pladen står stadig som indlevende, mystisk og ditto afskrækkende i sit soniske format. En fin forlængelse af foregående materiale. Den nærmeste referenceramme for Mirars instrumentale kaos, er et bandt som Vildhjarta. Primært styret af det djentede aftryk, det musikalske univers har. Det vil dog være en enorm afgrænsning blot at påklistre det noget udvandede djent-label.
’Ascension’ er først og fremmest et moderne take på progressiv metal. Der er naturligvis djenten, der er ’core-breakdowns, edm, klassiske klaver-stykker og en utrolig spændende lyst til at rode det hele sammen. Derved har bandet skabt tretten kompositioner, der stort set alle er såvel frastødende som ekstremt tillokkende. Forbudt frugt, der smager af mere. Det, selvom den indledende albumåbner, ’Couronne’ ikke ligefrem er royalt sprudlende eller imponerende, som titlen indikerer.
Bedre går det på den efterfølgende ’Tombe’ og derfra er der nærmest en tour de force i syngende guitarfonier. Og det er præcist, hvad der giver ’Ascension’ sin styrke. Hvor den guitar-relaterede del af djenten reelt kan fremstå en kende monoton qua sin natur, lykkes det franskmændene at få djenten til at tale sit eget og meget fyldige sprog. Det er et element, der tilnærmelsesvis udfylder manglen på vokal. Noget der hyppigt kan være en hæmsko for instrumentale udgivelser.
Det er konsekvent skævt, ikke i tempo eller tilsvarende, men de hylende guitarer river i lytteren på magisk vis. Gang på gang bliver man overrasket. Dels over hvor dybt det musikalske univers er, mørket der skinner igennem fra start til slut. Dystopien, der spreder sig og kan mærkes længe efter, støjen har fortaget sig. Dernæst overraskes man over, hvor nemt bandet lykkes med at kombinere de forskellige elementer. Hvor simpelt klaverstykket, der indleder ’Charnier’ glider over i et nærmest elektronisk drevet djent-stykke, der hviner i takt med tonerne fra klaveret.
Det er høj sans for sangskrivning, hvor hele pladen fremstår gennemtænkt. Ikke mindste den mareridtsagtige ’Mauvais Oeil’, den industrielle højtempo-tramper ’Faux-Aims’, mens ’Présage’ og ’Épreuve’ samme står som pladens højdepunkt. At der efterfølgende er yderligere seks fremragende kompositioner, styrker naturligt pladens grundlag.
Skal man endelig kratte i succesen, som ’Ascension’ er, så er det en utroligt kompakt lytteoplevelse, som kan være ret krævende. Der sker rigtig meget, og pladen kræver koncentration. Alternativt snyder man sig selv for mange, spændende detaljer, der grundlæggende løfter pladen fra god til bedre. Dertil hjælper det, hvis man ikke bliver fuldstændigt frastødt af pladens bibelske omdrejningspunkt.
Hvis man er til djent, i sit mere grundlæggende og koncentrerede væsen (ikke det udvandede gøgl, der prægede visse metalcore-bands i midt 10’erne), så er ’Ascention’ et must. Er man nysgerrig på atmosfære, guitarer der virkelig synger og livet generelt, så kan det ditto i høj grad anbefales at kaster sig over pladen. Her er grundlæggende noget, du sandsynligvis ikke har hørt før i samme gennemførte format.