Satan i Zagreb
Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen ved korsvejen for at lære at spille. Vi kan kun gætte, at Morkera har gjort det samme.
2. Submerged
3. Deserted Denial
4. Silent Gatherers
5. Conjuring Shades
6. Overseer
7. Indigens Formed in Tombs
8. Heaps of Rubble
Mange, der holder af den mørkeste ende af metallen, ærgrer sig lidt over dens tilstand anno 2022. Undertegnede deler generelt ikke den ærgrelse, men kan alligevel godt falde ned i en tilstand af nostalgi, når et band som Morkera dukker frem.
For selvom musikken generelt er blevet bedre, kan vi også følge vores yndlingsmusikere på twitter og instagram og lære deres hund at kende eller finde ud af, at de også holder af at høre Taylor Swift. Og det er der for så vidt ikke noget galt med. Mange mennesker kan lide hunde og Taylor Swift, men mystikken kan forsvinde.
Og når man godt kan lide musik om mørke og fanden, så er det nogle gange federe at forestille sig, at de bemalede musikere er noget andet og mere ondsindet end os andre.
Blandt andet derfor er Morkera et meget spændende orkester. For udover at dødsblackorkesteret stammer fra Kroatien, ved vi intet om dem.
Det betyder, at man selv må fylde hullerne ud, og det kan vi kun gøre i kraft af pladeomslaget og musikken – og de to ting til sammen maler et mere end foruroligende billede.
Hoved som et hul
Covers er lidt som vinden blæser. På nogle er det bare en skov med lidt sne på, på andre er det en væsentlig del af præsentationen. Og uden at kende noget særligt til bandet, er en billedanalyse altid lidt som en koldlæsning hos en spåkone. Ikke desto mindre er det et kraftfuldt cover, der sender mange signaler.
Kvinden, med det opadvendte – og derudover manglende – ansigt er i fokus, men det, der i virkeligheden fylder, er ikke så meget det vi kan se, men mere det, der mangler. Selve ansigtet er væk og erstattet med et tomrum, der kun svagt minder om det, der ville være på indersiden af et kranium, men i højere grad fraværet af noget som helst.
Kvinden er tydeligt i en eller anden tilstand af forfald, men om det er hudtone eller knoglestruktur er ikke tydeligt og overgangen mellem disse er flydende. Det giver et mumificeret udtryk, hvilket også afspejles af hendes hår, hendes tænder og det faktum, at det ser ud til, at huden under hals- og skulderregion enten mangler eller alternativt, at ansigtet bæres som en maske.
I en interessant parallel til Vermeers “Pige med perleørering” fra 1665, bærer kvinden et vedhæng i højre øre, der ligner bladet fra en sav.
Resultatet er intet mindre end isnende. Isnende og uforklarligt. Det samme gælder teksterne. I et floromvundet sprog, der trækker mere end almindeligt på Edgar Allen Poes rytme, gives et glimt ind i en mørk verden vi kun kan ane, på samme måde som ansigtets tomrum, trods sin sorthed, fortæller os om mere. Dommedagsscenarier, tyranni og pinsler præger tekstuniverset og mange budskaber ville kunne læses ind i dette, særligt når Morkera også omtaler rejsning af et sort flag på toppen af et tårn i ‘Conjuring Shades’, der kredser om flugt fra indoktrinering og passage til et andet liv.
Hvorom alting er, er lyrikken mørk og esoterisk og underbygger det budskab coveret sendte os. Dette er en foruroligende plade.
Djævelen ved korsvejen
Bluesmusikerne Tommy og Robert Johnson, der i øvrigt ikke er beslægtede, har begge fortalt historier om, hvordan de mødtes med Djævelen ved en korsvej, og i bytte for sjælen, lærte at spille gudsbenådet (heh) på guitar.
Den historie kan man snildt forestille sig, at Morkera – om det er en person eller et helt band vides ikke – også har gjort.
Om der findes en øde landevej uden for Zagreb, hvor man i ly af mørket har kunnet indgå gedulgte handler med den mørke fyrste, for at mestre instrumenterne.
For de gør Morkera.
I mest udpræget grad trommerne. Sjældent har man hørt trommer, der i så vid udstrækning formåede at variere den ellers ofte temmelig monotone dødsblack som adskillige bands i genren spiller. Trommeslageren i Morkera behersker i så ekstrem grad dobbeltpedalen, at der blev rejst tvivl om brugen af triggers på redaktionen. Om det er tilfældet eller ej, vides ikke, men faktum er dog, at det går Satans hurtigt.
Det er et talent i sig selv, men ikke et specielt usædvanligt et. Mange trommeslager kan dette, omend få så hurtigt. Der hvor Morkera til gengæld skiller sig ud er i variationen. Mage til forskelligartet, sine steder nærmest tribalinspireret spil skal man lede længe efter. ‘Silent Gatherers’ er pladens højdepunkt nærmest alene i kraft af trommernes styrke.
At Morkera herudover spiller fremragende er selvklart. Riffingen varierer den klassiske black metal-model ved at spille mere harmonisk og med et klart element af dødsmetallen indover, og det kan strække sig fra det hurtige, som på ‘Submerged’, der giver et overvældende indtryk, og til det nærmest atmosfæriske og nærorientalske som på ‘Indigens Formed in Tombs’.
Kombineret med den (u)hyggeligt gurglende vokal og den solide bund, er ‘Entangled Excavations’ derfor en opvisning i, hvordan dødsblack bør spilles. Der er ingen chokeffekt, gore eller jump scares, men derimod blot en langstrakt, grufuldt isnende følelse af en nedstigning i ældgammel intethed. Mystikken om bandet er et kirsebær på toppen, der får os alle til at føle lidt som dengang, vi først opdagede de mørke genrer.