Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fe-doom

Updated
Faetooth - remnants of the vessel

Californiske Faetooth kombinerer doom og shoegaze og viser format på deres tunge rejse ind i mystikkens afkroge.

Kunstner
Titel
Remnants of the Vessel
Dato
28-10-2022
Genre
Trackliste
1. (i) naissance
2. Echolalia
3. La Sorcière
4. She Cast a Shadow
5. (ii) limbo
6. Remains
7. Discarnate
8. Strange Ways
9. (iii) moribund
10. Saturn Devouring His Son
Forfatter
Karakter
4

Over mange gamle huses døre hænger en hestesko. Den skal bringe husets beboere held og lykke. Men få husker, hvor den overtro kommer fra. Hestesko bringer ikke i sig selv lykke. Det, der derimod var særligt ved hestesko i gamle dage, var, at de var lavet af rent jern.

Det er svært helt at sætte sig ind i på dansk, men “fairies” og “fae” er ikke det samme, selvom vi måske ville oversætte begge dele til feer.
Feer tænker vi ofte på som sådan noget som Klokkeblomst fra Peter Pan og andre små, sommerfuglebevingede væsener, der i værste fald gør din mælk sur.
Men som med så meget andet er vores forståelse de mørkere aspekter af feer gået tabt i tidens tåger.

Hesteskoen og dens kolde jern var nemlig anatema for troldfolk eller ellefolk eller hvilke andre navne, de nu måtte gå under. Når man satte jern på sin dørtærskel, i form af en nål på dørtrinet eller netop den ofte let tilgængelige hestesko over karmen, formente man dem adgang til huset. Og det var i sig selv et held, for troldfolk havde en tendens til at være lunefulde, grusomme og uforudsigelige i deres omgang med mennesker. Hesteskoen bragte derfor ikke så meget noget godt med sig, som den lukkede noget ondt ude.
Som det også ses i Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’ er fefolket ikke nogen, man bør indlade sig med, deres smukke ydre og bevingede ord til trods. I dette stykke er menneskene blot underholdning for feerne, og endnu værre ser det ud, hvis man går længere tilbage i historien, hvor de i myterne stjal spædbørn, slavegjorde mennesker eller slet og ret myrdede for fornøjelsens skyld.

Dette perspektiv er vigtigt at få med, når vi når til Faetooth og deres såkaldte “fairy-doom”. For trods det sarte, lyserøde cover på deres 2019-EP ‘... An Invocation’, er det ikke Klokkeblomst og Askepots Gode Fe vi har med at gøre.



Den californiske kvartet Faetooth har valgt at dykke ned i den mørke ende af femytologien, og de beskæftiger sig i høj grad med den del af den fortryllede verden, der plejer at høre til i gyserfilm fremfor Disneys versioner.
Lyrikken strækker sig fra Bibelens Babelstårn, hekseafbrændinger og britisk adel, over mere tidløse emner som sorg og savn og slutter af med en genfortælling af den græske myte, via Francisco Goyas berømte maleri, af Saturn, der fortærer sin egen søn – fra den spisendes synsvinkel. Det er spændende og velskrevet men også lidt svært at finde en rød tråd i. Udover måske netop en behandling af ondskab og nederlag på forskellig vis gennem de mange emner.

Musikalsk er det mindst lige så mørkt som lyrikken antyder, og det ville være nemt at trække paralleller til den uforlignelige Kristina Esfandiari i projektet King Woman og pladen ‘Celestial Blues’ fra sidste år. Den samme blanding af tung, melankolsk doom og shoegaze-dryppende sørgmodighed præger Faetooth.
Der hvor det adskiller sig er dog, at King Woman i høj grad er et individprojekt. Esfandiari står for sangskrivning og det er hende der er i fokus, mens Faetooth nærmere fungerer som en heksecirkel, hvor hver af de fire medlemmer; guitarister Ashla Chavez Razzano og Ari May, bassist Jenna Garcia og trommeslager Rah Kanan, der som den eneste af dem ikke synger, går ind i musikken på lige vilkår og er fælles om at skabe projektet.




Det kan høres, fordi hver eneste tunge basgang, knusende riff, lys eller skreget vokalpassage eller trommefill lyder så præcist eksekveret, at man kan mærke fællesskabet skinne igennem. Vokalerne skifter trinløst mellem klar og ren og fuzztyngede black metal-skrig af høj kaliber, der balancerer perfekt, på samme måde som guitarerne sine steder dypper ned i forvrænget tyngde, når det er nødvendigt. Faetooth formår at bruge deres tricks når de understreger en pointe, og brutaliteten bliver konsekvent et middel fremfor et mål i sig selv. Og i en genre hvor det at spille tungt ofte bliver selve formålet, er det forfriskende.

På samme vis som det lyriske univers bugter sig gennem dale af sorg og over tinder af raseri, ligegeledes gør det lydlige. Hvert eneste track står frem i sin egen identitet, om det er førstesinglen ‘Echolalia’ i hvor særligt rytmesektionen formår at fremtrylle spændingen, ‘She Cast a Shadow’, der med sin vekslen mellem blidt og skarpt er bjergtagende, tilføjelsen af ildevarslende kor på ‘Strange Ways’ eller Ari Bones nøgne cellospil på ‘Saturn Devouring His Son’, er der noget der stikker ud hver eneste gang.
Samtidig er Faetooth i stand til at gøre musikken både catchy og, rent ud sagt, lidt poppet, på en måde, der understreger mindeværdigheden på ‘Remnants of the Vessel’.
Allerede på ‘... An Invocation’ var det tydeligt at mærke, at LA-kvartetten havde noget at byde på, og på ‘Remnants of the Vessel’ cementerer de dette. Det ville ikke overraske hvis et større label havde dem i kikkerten allerede nu.

Menu