Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra Krasnoyarsk til Innsmouth

Updated
ultar at the gates of dusk

'At the Gates of Dusk' er en kosmisk rædselsfuld drømmerejse ind i H.P. Lovecrafts mørkeunivers, båret på tonerne af sibirisk post-black metal.

Kunstner
Titel
At the Gates of Dusk
Dato
18-11-2022
Trackliste
1. Midnight Walk and Reminiscence of Necromancy
2. Evening Star
3. Antiques
4. My Rope
5. Rats in the Walls
6. Through the Golden Gates of Dawn
7. Innsmouth
Forfatter
Karakter
4

Der er meget grimt, man kan sige om Howard Philips Lovecraft. Han var en væmmelig lille mand, han var neurotisk og vattet, han var bange for de mest uskyldige ting, og hans racisme var så stærk, at selv hans samtidige i 1920’ernes USA så skævt til ham.
Han var en mand så præget af hans fars psykiske sygdom og indespærring på galeanstalt og hans bedstemors død, at hans angst for selv at blive psykisk syg – kun forstærket af hans mors nedstigning i samme, da han knap var voksen – forkrøblede ham på snart sagt alle punkter.

Dette skal ikke forstås som et forsvar. Mange mennesker formår at være psykisk syge uden at forfalde til fremmedhad og selvhævdelse, men dog kan det tjene som forklaring på den massive rædsel, der voksede sig frem i den unge Lovecraft, der aldrig formåede at færdiggøre gymnasiet, men alligevel opnåede at blive en af verdens allermest indflydelsesrige forfattere – netop ved at kanalisere denne rædsel ned på papir og det så mesterligt, at det selv nu forplanter sig i vores fælles bevidsthed som mycelium. Langsomt, umærkeligt og dog så altomfattende. Lovecrafts indflydelse kunne der skrives meget om. Morbid Angels Trey Azagthoth har taget sit kunstnernavn derfra, Metallica har sunget om Cthulhu – eller Ktulu –, på Sepulturas ‘Arise’ skildres en af Lovecrafts Ydre Guder, og man kunne blive ved. Måske gør vi netop dette en dag.

Men nu skal det handle om Ultar. Ultar stammer fra Krasnoyarsk i Sibirien, og hvis det lyder bekendt, er det fordi fire ud af fem medlemmer af Ultar også udgør Grima – brødrene Sysoev og de to livemedlemmer Denis Susarev og Vlad Yungman, der spiller henholdsvis guitar og trommer.
Andre husker måske Ultar for 2019-albummet ‘Pantheon MMXIX’, der var et fremragende frisk pust i en post-black metal-genre, der ellers sad lidt rigeligt fast i de norske hurtigbriller fra forrige årti.



Nu er Ultar tilbage, og endnu engang har de gravet dybt i Lovecrafts rige mytologi. Der hvor også bandnavnet kommer fra. I historien er det også navnet på en by, hvor det er forbudt at dræbe katte, efter de engang tog grusom hævn over et gnavent gammelt ægtepar, der ellers yndede at gøre netop dette. De endte deres dage som kattemad, så det var en lov, der blev håndhævet i yderste konsekvens. Netop denne kombination af det finurlige og det drabelige er også kendetegnende for Ultar på den musikalske front.

Hvor Grima har fokus på det naturlige, på skoven, træerne, fuglene og meget mere, er Ultar – som katte selv har for vane, både af denne verden og en anden. Det kosmiske aspekt af Lovecraft er trukket frem, og i numre som den stemningsfulde albumafslutter med den manende titel ‘Innsmouth’ – byen hvor mennesker og monstre blander blodlinjer – og dens effektive brug af dissonante effekter og dobbelt vokallag og -tone over en ensom synthlinje er netop indkoget af dette. Universet er stort, og du er ubetydelig. Som en loppe på en hund er for et menneske, således er mennesket for kosmos.

Det er denne type gru og rædsel, vi kender fra Lovecraft og det er det, Ultar giver os. Det er ikke ondskabsfuldt eller sadistisk. Der er ingen Leatherface her, og de udødes seksuelle aktivitet vedkommer ikke os. Det er derimod umådeligt og ufatteligt. Og det er den fornemmelse man får af at lytte til ‘At The Gates of Dusk’.

‘Rats in the Walls’ byder på et fremragende eksempel på dette midtvejs, hvor en dump, hul stilhed giver afbræk fra de stort orkestrerede guitar- og synthpassager for kort efter at give efter som en dæmning og lade os begrave i trommer, der lyder som afstanden mellem stjernene og det spinkle lys, der indvarsler undergangen. Det ser dramatisk ud på skrift, men det er præcis det, Ultar formår at fremmane. De formår at bruge elementer fra post-rocken uden at give køb på black metal-troværdigheden, de formår at forlade sig på synths uden at blive glittede og plastikagtige som Dimmu Borgir eller en slidt goth-pastiche som Cradle of Filth eller de myriader af efterløbere de to har påført os.


Generelt er der mange interessant elementer at komme efter. ‘Antiques’ byder både på interessant akustik, black metal-vokal, der formår at fremstå beroligende og en elektrisk guitartone, der bedst kan beskrives som “bred”, mens ‘My Rope’ er både atmosfærisk og vederkvægende og samtidig leverer et imponerende melodiøst klimaks.

Hvis en kritik skal rettes mod ‘At the Gates of Dusk’ er det det lidt for kontinuerlige tempo. Omend det fremmer den drømmende stemning, kan det også til tider føles en anelse statisk. Det er dog i petitesseklassen. Af al russisk black metal man kan finde på, er Ultar – som Grima også er det – i sin egen klasse. Væk er den forlorne machismo og den usunde fascination af egne meritter. Tilbage er kun det tomme rum.