Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

I har kun jeres keyboards at tabe

Updated
grima frostbitten

Black metal-bands i verdens lande: Foren jer mod keyboardets svøbe!

Kunstner
Titel
Frostbitten
Dato
29-07-2022
Trackliste
1. Gloomy Heart of the Coldest Land
2. Giant's Eternal Sleep
3. Into the Twilight
4. Hunger God
5. Moonspell and Grief
6. Winter Morning Tower
7. Mana
Forfatter
Karakter
3

Brødrene Sysoev er er produktive. Måske endda lidt rigeligt produktive. Det er hårdere sagt, end det måske burde være, men hvor deres to foregående udgivelser var endog rigtig skarpe, er ‘Frostbitten’ lidt af en ufokuseret sag, hvor de desværre har fået dyppet tæerne lidt rigeligt i det forkerte badebassin.

Det badebassin bærer navnet “keyboards” og er vel stadig en af mest omdiskuterede skillelinjer i black metal, og kan spores hele vejen tilbage til den norske begyndelse. For selvom Dimmu Borgir dukkede op på scenen ikke længe efter de fire store, og Shagrath hang ud i Helvete med de andre, er der jo en grund til, at hans musik ikke betragtes på linje med bands som Emperor, Darkthrone og de andre.
Og den grund er slet og ret keyboardet. Det skal ikke forstås som at der er noget galt med keyboards i sig selv. Slet ikke. Det er ‘In the Nightside Eclipse’ et stadig levende bevis på, da den skylder de mere eller mindre gode syntetiske versioner af et symfoniorkester næsten hele sin lyd, men det adskiller sig alligevel tydeligt fra ‘Stormblåst’ og hvad, der siden fulgte.
For keyboardet kan sagtens overtage lyden, og det fik Stian Aarstad i sin tåbelige høje hat og senere gothversionen af Doyle Wolfgang von Frankenstein Mustis lov at gøre i Dimmu Borgir, hvilket gjorde det til ulyttelig sødsuppebavl, fremfor at tilføje et element af mystik, som Sverd gjorde det i Arcturus og Emperor, og som Ihsahn senere videreførte på deres følgende albums.



Den skillelinje holdt Grima sig fint indenfor på forgængeren ‘Rotten Garden’, men krydser den desværre på ‘Frostbitten’. I hvert fald i bidder. Det helt store problem er dog, at de særligt gør det på den ekstremt lange åbner ‘Gloomy Heart of the Coldest Land’, der bliver så irriterende Udgårdsfestagtig, at man får lyst til at stoppe sin gennemlytning der. Selvom det ikke er hverken viking eller decideret folk, får man bare sådan en ækel bismag af mjød i kohorn, når man hører det, at det halve kunne være nok. Alt for mange gange er det set, at keyboardspillere i metal får for meget at skulle have sagt, og det er en tendens black metallere især skal være bange for. Ellers opfordrer vi blot til at kigge på et billede af Stian Aarstad.

Heldigvis er det ikke hele ‘Frostbitten’, der er sådan. Når russerne finder aggressionen frem, er det fedt nok, og cirka halvdelen af pladens tracks kan leve op til det. Den nordiske tradition er, som tidligere nævnt, til at spore og en sang som ‘Into the Twilight’ trækker tråde til det oversete Ásmegin, der formåede at være folket uden at være lamt, og selvom det kun er i små glimt, føles det både velkendt og overbevisende.
Endnu bedre står det til på ‘Hunger God’, der er det absolut mest brutale nummer på pladen, og hvor det i stedet er Darkthrone, der kanaliseres i den råt, skærende guitartone og det hidsige trommespil, der dog er lidt mere varieret i sin rytmeform end forbillederne. Hvis Grima kunne bruge dette som blåtryk for en fremtidig udgivelse, ville det være fremragende, for det hæsblæsende track bevæger sig igennem adskillige, separate temaer samtidig med, at det bevarer sin sammenhængskraft. Vlad Yungman fra brødrenes andet projekt Ultar, leverer en hamrende morbid og hadefuld trommeopførelse, mens Vilhelm, aka Gleb Sysoev, hidsigt og ondskabsfuldt hvæser den blasfemiske wendigo-inspirerede lyrik mod os.



Et andet højdepunkt er ‘Winter Morning Tower’, der er en lille smule længere end åbneren, men langt bedre. Også her arbejdes der med melodiøsitet, særligt fra Sergey Pastukhs bayan (en russisk harmonika, red.), der giver en folkemusikalsk stemning, uden at det bliver provinsielt, men også via Morbius’, aka Max Sysoev, og hans insisteren på at spille soloer med flair i en genre, der ellers ikke normalt arbejder synderligt meget med disse.
Et langsommere nummer i sin helhed, men dog præget af samme temposkift som høres pladen igennem, og hvori Vilhelms vokal igen bliver ondsindet og kold, som de skove og bjerge de synger om.
‘Frostbitten’ er en mærkelig tvedelt plade, hvor de gode elementer får en til at glemme hvor ringe de dårlige er, men hvor de dårlige elementer omvendt gør en så vred, at man har lyst til at slukke for skidtet.
Der er nok ikke meget håb for, at de sibiriske brødre læser denne anmeldelse, men vi håber dog, at de giver keyboardspilleren en taburet i hjørnet næste gang. Og måske tvinger sig selv til at undgå et unødvendigt, instrumentalt outrotrack.