Ud af gravkammeret

My Dying Bride er tilbage i deres gammelkendte doomerstil og det glæder Ulrich Wolf. My Dying Bride er et af pionerorkestrene indenfor den tunge gothgenre og deres 8. album "Songs of Darkness – Words of Light" er ingen undtagelse. Efter lidt eksperimenter med et hurtigere beat, growl og sågar en mere straight rockplade, er de nu tilbage i den klassiske dramatiske og kulsorte stil.

Indledningen i åbningsnummeret "The Wreckage of my Flesh" er nok noget af det sorteste jeg nogensinde har hørt, og en optakt der vil noget. Det er lydkulissen til en rædselsversion af "Seven" – dyster vokal, uhyggelige skrig, tonstunge rytmer og elektroniske depritoner som underlægning. Halløjsa, nu er kongerne af den sorteste rock på banen igen.

Ellers er stilen velkendt, det ultratunge og langsomme beat, den sorte lidt uhyggelige melodilinie, der indimellem tangerer det melankolsk deprimerende og sanger Aaron Stainthorpes let nasale sang/snak med glimtvise up-tempo passager med growl. Tekstuniverset er også som det plejer at være: død, blod og horror.

Det er dét My Dying Bride, som har inspireret bands som Moonspell, Cradle of Filth og andre i den dystre rock og som vi kender dem. Godt for det. Det er uoriginalt på en original måde, og jeg kan godt lide det. Her er depriheavy og skummel uhygge, som kun de kan lave det. Nå ja, det kan godt være, det hele bliver lidt ensformigt, men når de engelske doomere er trådt ud af deres gravkamre, skal det lyde sådan.