Doom i god reprise
Populær
Svenske Nox Aurea tager ikke tingene så hurtigt og doom'er tungt og smukt på deres andet album.
Seks meget langhårede svenskere får ikke lov til sende garnet rundt i store cirkler, når musikken spiller. For Nox Aurea spiller en slags majestætisk, mørk men også romantisk doom. Forskelligheden kommer med skønsang fra en kvinde og et væld af synths, der sørger for de atmosfæriske toner til tunge guitarer, trommer og dybe growls.
De lange sange - i snit omkring otte minutter - opnår faktisk at skabe stemning, så interessen fattes i musikken, der har ganske langt mellem riff- og rytmeskift. Det er en svær kunst i doom, men sekstetten klarer det.
Produktionen kunne godt have været bedre - specielt er der nogle trommepassager, der når de får lidt mere plads i lydbilledet i 'To The Grave I Belong' lyder lidt kluntet.
Det er en genre, som det er svært at bringe videre fra ophavsmændenes første bud på dystre, tunge men samtidigt smukke toner. Få formår dette i dag, og heller ikke svenskerne skal se sig om efter nye dagjobs, men der skal nok blive til nogle gigs på eksempelvis metalfestivaler, hvis bandet kortene ordentligt.