Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mange mennesker om mørkt metal

Populær
Updated
Mange mennesker om mørkt metal

Gæstelisten på Saattues anden fuldlængde er lang, og sammen har de skabt et lytteværdigt mørkt album.

Kunstner
Titel
Vuoroveri
Dato
21-10-2009
Distributør
Genre
Trackliste
1. Vapahtaja
2. Luopio
3. Evoluution kruunu
4. Itsensä herra
5. Synnistä syntynyt
6. Taakka
7. Verenperimä
8. Häpeän linnut
Karakter
3

Det er næppe svært at se ud fra bandnavn og albumtitel, at der her er at gøre med et finsk band - et band, som blev dannet i 2001. Gruppen har umiddelbart ikke gjort det store væsen af sig på den internationale scene, og har også kun begrænset med engelskformuleret information på sin hjemmeside.

’Vuoroveri’ er andet album med saattu-metal, som bandet har valgt at kalde sin musik. Saattu betyder procession, men det er nok nemmere at beskrive musikken som tung og langsom metal uden at det dog skal forstås som decideret doom.

Vokalen fremføres udelukkende på finsk, og primært som rå, lidt råbende vokal, selvom growls også sniger sig ind hist og pist. Nogle sange synges på en måde, der har en hel del tilfælles med færøske Tyrs måde at synge på. Det vil sige på nærmest hymnisk facon og med inspiration fra folkemusikken.

Albummet bliver gæstet af kor fra Pasi Koskinen (ex-Amorphis) og lidt guitarsolo kommer der fra Alexi Laiho (Children of Bodom), men sekstetten får også besøg af cellister og kvindevokal, så det samlede antal musikere på pladen minder om antallet af spillere på et fodboldhold.

Saattue rammer noget melankolsk og rørende i sin tunge musik, men selvom albummet er velspillet, godt produceret og udført, så fænger det ikke 100 % hele tiden, da vokalen pga. sin ensformige udførelse godt kan være en kende anstrengende at høre på i længden. Det er lidt et dilemma for noget af albummets succes med at skabe stemning, skyldes netop monotoni.

’Taakka’, der byder på både growls og ren sang og en masse keyboard-/celloflader, viser bandet fra sin bedste side. Der går nærmest My Dying Bride a la ’The Angel and the Dark River’ over dette nummer, når keyboard-melodien lægger sig i en simpel monoton baggrundsmelodi. Måske albummets bedste nummer, men forskellen til de andre numre er ikke større end, at bliver man vild med nævnte nummer, så vil man givetvis også blive det med albummets resterende 7 sange.

Åbningsnummeret ’Vapahtaja’ har fået en visuel side, der kan ses herunder: