Ugens monsterdrøn

Det lyder rigtigt godt når Obscure blander klassisk heavy med tung Black Sabbath-stil. "Mere eller mindre". Det er noget af en ansvarsfraskrivelse, når promo-materialet skriver at guitarist/vocalist Roy Kronheim som tidligere Enslaved-medlem "mere eller mindre" har skylden for at dette band har inkorporeret progrock.

Til gengæld er der ingen tvivl om at lyden af tidligere tider, om det så er oldschool heavy eller progrock, i den grad fascinerer Roy og hans venner på denne debutskive. Faktisk er de så bevidste om det, at der er udover tak til venner også videre i coveret er en tak til de bands, som de er kommet til at stjæle fra.

Selvom den råde tråd er til stede, skal der hele 4 sange til, før man er kommet omkring, hvad bandets stil er. Og det føres så videre i de resterende sange. Obscure er et mix af den tunge arv fra Black Sabbath men også twin-guitar løb, hvor Thin Lizzy er nævnt som inspiration. Og til tyder noget næsten psykedelisk syre-rock.

Åbneren "Conversensation" er allerede røget ind på listen over årets fedeste sange. Fede riffs der går ind på den rigtige side af hjernebarken med det samme.

Også en lidt mystisk rytme på vokalen. Det lyder som en recitation af et digt, der alligevel bliver sunget. Rytmisk er der lidt børnesang over det, og alligevel efter et par lyt, så er der kun begejstring for det.

Sangen har relevans, men en anden og vigtig faktor til, hvorfor de står positivt ud er produktionen. Det er essensen af old-school. Der tænkes Iron Maidens startfirser udgivelser, Manowars "Into Glory Ride" og Fates Warnings "The Spectre Within".

Og det klæder altså sangene, der veksler mellem stoner og klassisk heavymetal, hvor vokalen ligger mest indenfor sidstnævnte univers i sin delvist high-pitch præstation.

Dog lyder det ikke godt, når vokalen lige i enkelt skrig skal forsøge at ramme en ekstra høj tone. Tonen rammes såmænd, men lyder flad og uden autoritet. Men det er også eneste rigtige "men" på denne glimrende debut.