Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Hypocrisys bedste album siden kæmpesuccesen ”Abducted”, mener Kong Kent om det nye udspil "The Arrival". Peter Tägtgren og co. er ankommet! Hypocrisy er tilbage med deres bedste skive siden ”Abducted”, og så er det ikke at tage munden for fuld. Siden kæmpesuccesen ”Abducted” er Hypocrisy vandret i en mere melodisk drejning af deres ellers knivskarpe svenskerdød. Det kom der bl.a. skiverne ”Catch 22” og ”Hypocrisy” ud af, hvor dem melodiøse dødsmetal fik overtaget. Milevidt fra de plader der gjorde Hypocrisy store, såsom ”Obscolum Obscenum”, ”The Fourth Dimension” og ikke mindst det kommercielle gennembrud ”Abducted,” hvorfra ”Roswell 47” unægtelig er den mest kendte sang. Bruddet med den oprindelige stilart har delt vandene i Hypocrisys fanskare, og mens undertegnede var ganske stor tilhænger af begge drejninger, er det med stor glæde jeg kan meddele, at Hypocrisy er vendt tilbage til sine rødder.

For med ”The Arrival” er Tägtgren gået tilbage til den sikre old school stil, som synes at have bredt sig som en steppebrand blandt dødsmetal bandene her i 2004, hvor det nu pludselig er blevet et hit at gå tilbage til den stilart som dannede hele genrens fundament for snart 15 år siden. Hypocrisy har lyttet til deres fans, og skabt en solid dødsmetal-plade, hvor den får gas som vi kender det. Tägtgrens stilsikre guitar og vokal er som vi kender den, og kompositionerne er skåret ind til benet. Ikke flere, store melodiske passager, men i stedet tonstunge riffs fra de tykke strenge på spaden!

Netop legendariske Peter Tägtgren og dennes vokal er tilbage i storform. Han går igen helt dybt i sin growl, og det kendetegner skiftet til den oprindelige spillestil på ypperste vis. Guitaren lyder som den gjorde på ”Abducted”, og der er ikke lagt skjul på, at drengene er tilbage i storform. Specielt sangen ”Eraser”, som jeg fik en smuglytter af da de spillede i Hamburg sidste år, skal vi nok forvente at få at se i musikvideoform snarligt.

Hypocrisy er undergået nogle interne ændringer i deres line-up, og i dag er de ikke længere end trio, men en kvartet. Den oprindelige trommeslager Lars Szöke er blevet udskiftet med Horgh fra Immortal/Grimfist i januar måned, og Andreas er kommet med som ekstra mand.

Så nu er Hypocrisy klar til at indtage verden endnu engang. De turnerede allerede Europa sidste år som opvarmere for Dimmu Borgir. I 2004 kommer de tilbage for at supporte deres nye, drønfede ”The Arrival” skive på en turné med Cannibal Corpse og andre. Det tætteste de kommer på Danmark er dog ”Wacken Open Air”, som ligger 130 km. syd for den danske grænse, hvor de skal spille sammen med bl.a. Deicide, Mayhem, Cannibal Corpse, Amon Amarth og ikke mindst Motörhead. Med ”The Arrival” som opbakning, glæder jeg mig allerede til sommer. Bring it on!!

Kunstner
Titel
"The Arrival"
Distributør
Karakter
4