Ugens Monsterdrøn

Svenske Evergrey er tilbage med "Monday Morning Apocalypse"; et monsterdrøn af et album, der sender Lars Schmidt i nærmest ekstrem ekstase. Dette album er et af de album, jeg har ventet i største spænding på. Evergrey må siges at være mit yndlingsband - blandt de nyere bands, i hvert fald. Problemet ar dog været, at bandet sgu var ved at falde af på den for lidt over et år siden, da de udsendte "The Inner Circle", der tydeligt viste, at de fantastiske svenskere var kørt fast i konceptet med dark, halvprogressiv melodisk heavy. Sangskrivningen var stagneret, og der skete lissom ikke nok.

Så hvad bringer Evergreys sjette studioalbum, "Monday Morning Apocalypse"? Er de oppe på beatet? Synes de selv, at de var ved at falde af på den? Og har de været i stand til at genopfinde sig selv og konceptet? JA! Eller rettere: JA, för fan!

"Monday Morning Apocalypse" er Evergreys hårdeste album til dato. Det er mere råt, mere nedstemt, mere direkte, mere dynamisk og mindre progressivt. Sangene er kortere end ellers. Alle bortset fra én er på under fem minutter. Det er lyden af et mere moderne Evergrey. Riffene er bastardhårde og bastant skarpe som i Mercenary og Volbeat, to (danske) bands, der om nogen repræsenterer lyden af den nye og moderne metal.

"Monday Morning Apocalypse" er et stinkende effektivt album, som er tro mod den "sande" Evergrey-lyd: de store, melodiske flader, de dystre tekster, Tom S. Englunds fantastisk indlevende stemme, de hårde riffs og fede soli. Og det er et album, der peger fremad mod en ny æra for Evergrey. En endnu mere dyster og hårdtslående æra. Hvor jeg dog glæder mig til for alvor at søge ind i og fordybe mig "Monday Morning Apocalypse".

En væsentlig forklaring på hamskiftet er i øvrigt, at Evergrey for første gang i karrieren ikke selv producerer. I stedet er produktionen lagt i hænderne på Sanken Sandquist og Stefan Glaumann (Rammstein, Def Leppard, Bon Jovi, mfl.).

Albummet åbner benhårdt med det farlige titelnummer, som følges op af det hurtige og iørefaldende "Unspeakable", og så kommer første hit, "Lost", som trods sin tyngde er rigtig Evergrey-agtigt. Pokkers melodiske hooklines, fede riffs og omkvæd, der bare spiller så godt. På "Obedience" stifter vi for alvor bekendtskab med de hårde, hårde moderne meltalriffs. Et sejt nummer, der bare sparker igennem. Også "Still in the Water" får luftguitaren frem med et SÅ tungt riff, lidt growl-kor og igen: Den gode melodi...

"Monday Morning Apocalypse" er et album, der bare vokser sig større og stærkere for hver gennemlytning. Og et bevis på, hvor høj klasse Evergrey egentlig har. Vi ses til Sweden Rock, venner!