Ugens Monsterdrøn

Ugens Monsterdrøn
Mathias Nielsens skepsis er vendt til ægte glæde - og så er det ikke for sent at gøre Soulflys nye album, "Dark Ages" til Ugens Monsterdrøn! Med skepsis sætter man Soulfly’s femte album i afspilleren. På de seneste par udspil har frontmand Max Cavalera lydt som om, han hellere har villet sidde hjemme i Rio de Janeiro og slå på congas, men nu er der altså kommet andre boller på suppen.

Dimebag Darrell’s død samt et dødsfald inden for Max’s egne rækker har inspireret ham til at lave ”Dark Ages”. Et yderst mørkt album, som titlen også antyder. Man mærker allerede fra starten, at det her er tale om andet end endnu et nu-metal metervare-album fra Cavalera’s side. Ja, faktisk er det vel nok det mest Sepultura’ske album, manden har lavet siden han forlod dette band for snart ti år siden.

Det er specielt musikerne bag Max, som får albummet op på et helt højere plan. Den virkelig tightspillende trommeslager, Joe Nunez (som faktisk fik tilbudt en plads i Slayer, dengang da Lombardo blev sparket ud) kan virkelig sit kram bag tønderne. Marc Rizzo, som lige har udgivet et instrumentalt guitarlir-album, er ligeledes blændende i sine mange soloer. Ikke nok med, at Max har de rigtige musikere med på det album; han har også skrevet de rigtige sange denne gang!

Lyt til ”Arise Again” (hvad er den titel dog inspireret af?), og tænk Sepultura anno 1990. På midten af albummet finder man de ultra-hidsige ”Molotov” og ”Frontlines”, der kommer som et knytnæveslag i hovedet på en, inden man kan nå at sige ”Soulfly” og ”nu-metal” i samme sætning.

Max har netop udtalt, at han nu ikke vil udelukke en Sepultura-reunion totalt. På ”Dark Ages” kan man høre, at han stadig kan skrive et thrash-riff, som man kunne det i 80erne og starten af 90erne, samt at han unægtelig er den manglende brik i Sepultura i dag. Det er kun i ”Riotstarter”, at jungletrommerne atter hives frem fra skabet, og der er da en håndfuld umotiverede 1-2 minutters korte mellemspil, men der afsluttes i stil med ”Fuel the Hate” og ikke mindst ”Staystrong”, hvor Max får hjælp af sønnike Richie på vokalsiden.

Det obligatoriske, instrumentale, afdæmpede nummer – denne gang hedder det naturligvis ”Soulfly V” – afslutter en rigtig stærk ”nu-thrash”-plade (ja!), som er den perfekte pausemusik for enhver, der går og venter på gendannelsen af Sepultura.

Kunstner
Titel
Dark Ages
Distributør
Genre
Karakter
4