Demians - ”Building An Empire”

Henrik Østergaard franske Demians Det, der først vækker ens interesse for franske Demians debut, er den udtalelse, som progprinsen Steven Wilson fra Porcupine Tree majestætisk har givet skiven med på vejen. Ifølge ham er "Building An Empire" intet mindre end: "one of the most assured and accomplished debut albums [hes] ever heard".

Kompositorisk influeres Demians af flere progressive kilder. Der er de episke sange, hvor der via vers/omkvæd-formularen på smuk klassisk vis bygges op til længere instrumentale passager med dertilhørende klimaks. Her gør især åbningsnummeret "Perfect Symmetry" sig bemærket samt den 16 minutter lange "Sand". Og der er de kortere rockballader, hvor blandt andre "Shine" skiller sig ud som en meget vellykket flerstrukturerede lille sag, hvor der både bliver plads til delikat akustisk spil og storladent heavy. Som det hyppigt er tilfældet hos progressive musikere, præges hele albummet af melankoli.

Bag Demians gemmer der sig en ung herre, Nicolas Chapel, som både synger og spiller samtlige instrumenter. Med andre ord et enmandsband. Dette hæmmer lidt udfaldet af pladen, hvis instrumentale dele ender med at blive noget forfladiget. Guitarriffene består mest af monotont distortion og trods ambitioner forbliver trommespillet noget anonymt. Til gengæld har Chapel en fin, sagte vokal, som passer til sangenes dystre stemninger.

Det er tydeligt, det er en debutplade, og det er ikke den bedste der nogensinde er hørt Mindre kan også gøre det. Demians forstår sig på fin melodiøs progressiv rock og har lavet en stilsikker plade uden de store overraskelser.