Egen power metal niche

Egen power metal niche
Lars Schmidt hylder Manticora for deres storladenhed, rå nerve og energi. Vi er nogle, som i årevis har sukket over, at vi ikke bor i et halvasiatisk land som Sverige, for dér kan de sgu' da snedkerere metal af Guds nåde. Og så er vi så heldigvis også nogle, som valgte ikke at emmigrere. Resultatet? Ja, lige nu lever vi - og har det dejligt - midt i The New Wave of Danish Heavy Metal. De danske grupper sprøjter metal ud af deres guitarer, og flere af dem nærmer sig ovenikøbet internationale gennembrud: Mercenary, Volbeat, Hatesphere osv.

Manticora har været med i ti år nu og har med deres nyeste og sjette fuldlængde udspil sendt en sand og imponerende skallesmækker på gaden. Som titlen antyder, er "The Black
Circus Part 2 - Disclosure" anden del af en dobbeltudgivelse, med et koncept, hvor omdrejningspunktet er en horrorstory fra et omrejsende cirkus i 1800-tallet.

Det var det tekstmæssige univers. Musikalsk har vi noget så smukt som power metal med egen niche. For ikke nok med, at Manticora er rapt som ethvert andet power metal-band, nej, de
danske drenge har deres helt eget udtryk: storladent, up-tempo med en rå nerve og energi, som vi finder hos de færreste power metallere. Og det er ikke mindst takket være sanger Lars Larsens rå og stærke røst. Men også den sine steder noget thrashede guitarmur.

På "The Black Circus Part 2 - Disclosure" har Manticora fået keyboard-hjælp af Finn Zierler, der til daglig slår sine progressive og neoklassiske folder i sit eget band, Beyond Twilight. Engagementet af Zierler giver Manticora lige dén ekstra dimenson, som distancerer gruppen fra den store, grå masse af power metal-bands.

"The Black Circus Part 2 - Disclosure" er et album med små, instrumentale passager ind i mellem de mere storladne numre. På skæring nummer to, "Beauty Will Fade", lyder Manticora som en rå version af de alt for hypede Dragonforce, men med flere temposkift og mere smæk på. Albummets absolut stærkeste er "Gypsies Dance Pt. 2": storladent, tungt og dystert.
Eller med ét ord: Mægtigt.

Dét nummer repræsenterer til fulde, hvad Manticora står for i dag: en dunkel dysterhed, en råhed, noget smukt og storladent - og så også på én gang både tungt og hæsblæsende hurtigt. Albummets så absolutte styrke og det, der skiller det ud fra mængden, er den rå nerve og energi.

Manticora mangler dog stadig lidt for at komme i liga med andre store - som eksempelvis Mercenary og Volbeat - i den nye danske metalbølge. De mangler det helstøbte. Det er fint, at de instrumentale passager binder albummet sammen, men passagerne giver desværre også nogle afbræk, som går ud over helheden. Men bortset fra dét, så er Manticora altså godt nok på banen med rigtig gangbar dansk metal i verdensklasse.

Kunstner
Titel
The Black Circus Part 2 Disclosure
Distributør
Forfatter
Karakter
3