En koncert i overhalingsbanen
Det gik forrygende hurtigt for hvidovrenske/skovlundske Manticora på The Rock - nok for hurtigt.
For en kvart menneskealder siden købte denne anmelder første demo fra forstadsdrengene i Manticora (dengang de faktisk hed Manticore), den faktisk udmærkede og meget lovende ’Dead End Solution’.
I mellemtiden er bandet blevet en del bedre musikere og har lavet hele seks albums, og så blev det i fredags også tid til, at samme anmelder skulle opleve dem live for første gang.
The Rock var scenen, og venner og fans var mødt talstærkt frem – der skrives venner, fordi det til tider var en anelse for indforstået, hvad der blev joket med fra bandets side. Men fred være med det, de var trods alt på noget der minder om hjemmebane.
For ikke-kendere skal det lige tilføjes, at Manticora spiller klassisk power metal, der henter tydelig inspiration fra kongerne i Blind Guardian, Iced Earth og lignende bands, dog med inputs fra det progressive - det går altså stærkt, det er melodisk, og der hvor et omkvæd helst skal indbyde til fællessang.
Disse dyder holdt Manticora også fornemt i hævd fredag aften, og de havde også den tekniske kunnen, der gjorde, at det fungerede live. De gjorde det endda med et overskud, som blev flittigt brugt på at skabe kontakt til publikum. For fans var det simpelthen en fortrinlig aften i godt og engageret selskab.
Dog kom der malurt i bægeret (hvad malurt så end er, og uden at vide hvilket bæger der tales om), fordi genren har sat sine unødvendige begrænsninger for et ellers dygtigt band. En af dyderne er som sagt det høje tempo, og netop trangen til at aldrig at vige bort fra dette dogme i sangskrivningen, binder Manticora.
Trods fremførelsens og numrenes høje kvalitet, indsneg sig hos anmelderen en vis træthed over de manglende temposkift - efter knap 2 timer i højhastighedsselskab var han rundtosset og mørbanket af buldrende stortrommer og forundret over bandets frygt for de tunge passager (eller besættelse af tempo) – groft sagt kunne antallet af stykker der holdt sig under 100 slag i minuttet tælles på to hænder.
Da størstedelen af publikum stadig var på og dyrkede headbangning såvel som fællessang gennem hele koncerten, tyder noget på, at det ikke generer kendere af bandet, men i jagten på nye fans, mangler Manticora altså lidt variation i deres sangskrivning til at udvide lytterskaren.