Copenhell '19: Fredag – Vikingerne healede quiz-såret

Med næsten alle anmeldelser overstået på de første to dage blev fredagen dedikeret til festen og vennerne fra nær og fjern for vores reporter. Det hele var set før, og kun Heilung overgik tidligere bedrifter.

Dagen startede i det løsningsorienterede lune. En iPhone havde forputtet sig i åbningen af en vens telt i det meste af et døgn og blev først fundet, da han blev vækket skrupforvirret over lyden fra Find my iPhone kl 4 om natten. I mellemtiden havde selvsamme funktion tæret så meget på strømmen ved mængden af udsendte lydsignaler, at den var død næste morgen, og turen gik fluks til presseteltet til opladning og opsamling på gårsdagens bedrifter.

Den primære mission for dagen var at gentage sidste års sejr i metalquizzen i Tutten, men inden da stod der dansk power med Manticora på programmet på Hades. Power var da også lige, hvad den fik fra start til slut, og selvom Hvidovre-drengene for så vidt leverede varen, som vi kender den fra deres side, blev nærværende skribent noget metaltræt af det ensidigt høje tempo fra start til slut.

Turen gik derfra videre til Tutten, hvor der var dømt gensidig mobning mellem nære venner, der havde inviteret mig med på et konkurrende hold, men det faste hold afkrævede min deltagelse. Den beslutning kunne jeg så fortryde, efterhånden som vi lod os fælde af Linkin' Park, Killswitch Engage og lignende paranteser fra glemmebogen, der faldt ud til vennernes fordel. Vi havnede et uvist sted uden for top 3, vennerne blev nr. 2, og så var der ellers dømt håneret resten af festivalen.

Det sure med det søde, og vi vandrede slukørede ud til TesseracT, der i mellemtiden var startet på Hades. Lyden var spot on, og ikke mindst trommeslageren fyldte godt ud i lydbilledet, men det blev hurtigt for sovset, og vi blev hurtigt enige om, at bitterheden gled bedre ned til Unleashed. Eftermælet på telefonopladningen haltede dog fortsat, og eftersom nærværende anmelder også så svenskerne levere præcis samme vare på Sweden Rock Festival to uger forinden, stod den på 30 minutters strøm, efterfulgt af en halv times hyggerock med Ken Hammer og resten af Horsens-slænget fra Pretty Maids. Solen bagte dog for meget, og manglen på solcreme dagen før havde sat sine aftryk, så Grill ' Em All blev indtaget til en bakke såkaldt Vulgar Display of Pølse. Skuffelsen over, at medarbejderen ikke reagerede på ”En Vulgar Display, tak”, var dog til at tage og føle på. Skulle de endelig lave de kække navne på spisekortet, så ville det måske også være en idé at huske dem.

Nuvel, pølsemixet blev fortæret i skyggen, og så skulle Baest ellers bevise deres værd på Hades-scenen. Ingen tvivl om, at de har opbygget et navn, både med udlandsturné, tv-serier, priser og generelt et stilsikkert livenavn i de bredere metalkredse. Med dét sagt bliver deres stil for meget metervare-Bloodbath-hyldest for undertegnede, og det var kun, når de trak i det tungere gear, at det begyndte at lyde af noget lidt mere end bare en kopivare. Fremmødet talte dog sit eget sprog, og Hades havde, hvis ikke et større så i hvert fald et strammere pakket og mere tændt publikum med sig, end vi oplevede til Pretty Maids. Der blev moshet og crowdsurfet i ét væk, og det var om ikke andet underholdning nok i sig selv, så længe det nu måtte vare.

Lamb of God derimod. Man kan klandre dem for at please, nu hvor de endnu en gang, ligesom i Royal Arena sidste år, langt det meste af tiden sendte os lukt tilbage til dengang i 00'erne, da 'Ashes of the Wake' og 'Sacrament' ændrede verdensordenen. Omvendt er det også fire år, siden de sidst har udgivet eget materiale, og om det blot er et udtryk for, at de i fremtiden vil vende tilbage til lyden fra de unge dage, må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder er Lamb of God garant for en fest, ikke helt ulig hvad BAEST leverede lige inden, men med stærke melodier og en stemning, der dog ikke helt nåede op på samme niveau som sidst de gæstede Copenhell, men mindre gjorde det nu også fortrinligt.

Øllene gled ned, selskabet voksede til godt 15 mand, og smilene blev bredere, men efter fællesskråleren til 'Redneck' måtte den nødvendige opdeling finde sted. Clutch og Slægt delte masserne, og efter en skuffende oplevelse med førstnævnte på Roskilde Festival sidste år var der ikke skyggen af tvivl om, at Slægt var mit kald. Et band, undertegnede vel nok har set 5-6 gange i løbet af det sidste halvandet år, senest til en formidabel koncert med deres nye trommeslager på Roadburn. Helt så godt skulle det dog ikke blive på Pandæmonium, hvor lyden desværre ikke kom alle nuancerne til gode, men bevægede man sig tæt nok på var der trods alt fortrøstning at finde. Man kunne snildt have undt dem en bedre placering på Hades, men musikken spillede, og flere venner fik langt om længe opfanget, hvad dealen var med Slægt, og så var jeg for så vidt tilfreds med en bajer i den ene hånd og en vind i håret.

Godt selskab kan få en til forhastede beslutninger, og det var udelukkende flertallet, der gjorde, at jeg kort derefter stod foran endnu et gøglershow fra Cores Taylor og hans freaky kumpaner i Slipknot. Jovist var det en fest, men alt kan blive til en fest, hvis man er med de rette mennesker, og i tilfælde som disse tjener det bedst sin ret at lade være at udtale sig, hvis man dybest set ikke kunne være meget mere ligeglad. Slipknot er fin underholdning, og det var de også til aften, men øllene og vennerne gjorde udslaget, hvorfor vi under den altid sikre 'Duality' søgte mod Tutten til genopfyldning, inden andre skulle få samme tanke.

Valget stod herfra mellem Belphegor og Heilung, og hvor østrigerne ville være det sikre valg, der trods alt er en af de få black metalliske repræsentanter på årets lineup, så kommer vi ikke uden om, at Heilung er noget helt for sig selv. Deres shamanistiske undertoner og teatralske virkemidler gled smukt ned i den mørke nat, og man kan ingenlunde klandre dem, at de sjældent er at se på nogen scener før midnat. Der blev messet og growlet, trommerne pumpede stemningen op, og det var svært andet end at lade sig fortrylle af magien, de mange mennesker på scenen sammen kunne generere. Nuancerne trådte mere i karakter end på Summer Breeze 2018, hvor undertegnede sidst havde chancen for at se dem, men vi kommer dog ikke uden om bivirkningen: 


Heilung er ikke festmusik. Enhver lyst til at høvle bajere i Biergarten var efterfølgende totalt forduftet, og turen gik direkte tilbage til teltet, så frisk og klar i hovedet man nu kunne være efter 11 timers koncerter, men trods alt med en smuk musikalsk tidsrejse tilbage til vikingernes tid frisk i erindringen – sammen med en metalquiz, vi lader som om aldrig fandt sted, indtil håneretten er ovre til Copenhell 2020.

Læs alle de fulde anmeldelser her:
Manticora
Pretty Maids
BAEST
Lamb of God
Slægt
Slipknot
Heilung