SB18: Torsdag

SB18: Torsdag

Årets mest hæsblæsende dagsprogram på Summer Breeze, hvor Behemoth og Heilung var dagens store højdepunkter og Orden Ogan og Stillbirth de uventede overraskelser.

Kunstner
Titel
+ Nervosa + Orden Ogan + Jasta + Stillbirth + Baest + Celeste + Cannibal Corpse + Suicidal Tendencies + Marduk + Die Apokalyptischen Reiter + Heilung
Dato
16-08-2018
Koncertarrangør
Forfatter

Tømmermænd er overvurderede, og med det in mente startede dagen med anmelderbrillerne på i VIP-området, mens hele Amon Amarth og deres vikingeskib kiggede på, udskåret i træ.
Som et nyt tiltag eksperimenteredes der her med et kontantløst system, hvor man indsætter penge på en chip på festivalgængernes armbånd. Systemet fungerede upåklageligt, og det vil så blive taget op til vurdering, om det skal implementeres på hele festivalen næste år, men det var hurtigt og smertefrit. I har vores velsignelse, hvis ønsket.

Som et gennemgående tiltag havde T-Stage hver dag kl. 12 formiddagssmadder på programmet, og den brasilianske trio Nervosa var første skud på dagen med deres enkle og brutale thrash. Ingen store armbevægelser, alt er lige tilpas primalt og crusty, og Fernanda Lira stod med de vanlige sorte streger ved øjnene, en tunge, der flyver til alle sider, og ikke mindst den hidsige vokal, der får blæst søvnen ud af øjenkrogene, hvis der da var noget tilbage. Den blonde guitarist Prika Amaral kører hård denimstil med Extreme Noise Terror-patch på shortsene, og der er i det hele taget ingen tvivl om, at de har deres referencer i orden. Ikke fordi de opfinder den dybe tallerken, for det gør de bestemt ikke, men nerven er ikke til at tage fejl af, og publikum kvittererer da også med massive ”Nervosa”-råb, som på et tidspunkt får Lira til rørt at fælde en tåre over det solide fremmøde. En interessant afveksling fra showet på Pumpehuset et halvt år tilbage. 'Into Moshpit' lukker og slukker med dertil hørende hæmningsløs moshing fra morgenstunden. Godkendt.

Efter at erfare på den hårde måde, at et pressemøde var udskudt med to timer, åbnede der sig alligevel en mulighed for at nå lidt af Orden Ogan som vores første navn på hovedscenen, og selvom det blev en kort fornøjelse på lang afstand, så bør de nævnes for at levere et show, som det kun lader sig for power metal-bands på sydligere breddegrader end vores. Nu er de jo også tyskere, men festivalgæsterne var mødt talstærkt op på den gigantiske hovedscene til et band, der for et halvt år siden i Danmark kun lige kunne fylde Beta ud, og det var med de store omkvæd og de energiske riffs, at Orden Ogan bar os igennem en tour de force af power metallens styrker. Vi blev mindet om livet som pirater, der var fællessang til den store guldmedalje med den storladne 'Come With Me to the Other Side', og Sebastian Levermann fik os til at råbe ”Cold, Dead and Gone” det helt rette sted i lukkeren 'The Things We Believe In'. Ikke alle var lige velbevandrede i bagkataloget, men de fik startet festen og måtte meget gerne få større opmærksomhed på dansk jord.

Efter 10 minutters omlægning af scenen stod Jasta, forsangeren fra Hatebreed, klar på egen hånd. Hvordan i alverden han er havnet solo på hovedscenen, er en gåde, og han forekom da ærligt talt også som et kikset parentes med hipsterbandana og tynde kopier af opskriften fra hovedbandet under de lange 15 minutter, vi gav ham.

Vi udvandrede derfor hurtigt mod Camel Stage, hvor Stillbirth var indlagt til at krydre vores tilværelse med surfgrind med pig squeals. Denne cocktail måtte testes, og det var unægteligt en oplevelse af de mere specielle. Surf-elementet bestod primært i deres valg af neongrønne shorts med palmer på, mens forsangeren med bjørnebrøl og de føromtalte pig squeals orkestrerede den kompromisløse grind, vores ører blev søndertæsket med. Der er en særlig charme over grind-koncerter live – numrene sætter sig sjældent som noget mindeværdigt, men hele oplevelsen af at blive tæppebombet med alle de mest ekstreme virkemidler, metallen har at byde på, og så lige gange det hele med 11, er noget helt for sig selv. En af den slags koncerter var Stillbirth, og en ven købte en T-shirt for at huske koncerten. Det burde vi måske også have gjort.

Det føromtalte pressemøde krævede atter vores opmærksomhed, men viste sig i mellemtiden at være blevet helt aflyst og forårsagede desværre, at vi måtte misse Obscura i denne ombæring. Det gav os dog et par timer til at få indhentet lidt søvn inden aftenens stramme program, hvor Baest var det næste på programmet kl. 19, igen på Camel Stage.

'Danse Macabre' udkom dagen efter, og det var derfor med vægt på debuten, at vi blev smadret igennem af den sønderrivende rytmesektion, som tydeligvis er blevet så stærke i gamet, at de også kan levere varen uden for Danmarks grænser. Lasse Revsbechs og Svend Karlssons guitarattack fungerede sublimt, helikopter-headbanging var sikret, og Revsbechs vilde blik, kombineret med Simon Olsens brutale brøl, var lige præcis så intenst, som det skulle være. Det kan godt være Olsen truede med, at de var her for at dræbe os, men mindre kunne også gøre det, og vi fik da stadig rystet nakkehårene af os. Vi skulle jo nødig have forspildt chancen, hvis han måtte vise sig at få ret.

Med blot 40 minutter til Behemoth på hovedscenen krævedes der samling på tropperne, og efter optankning af mjød stod vi klar til at endnu en solid performance fra Nergal og hans kumpaner. Man kan sige, hvad man vil om showet, alle ritualerne og deres tendens til selv at beslægte den religiøse virkelighed de tilsviner, men det er decideret meningsløst at afskrive den stærke sangskat, Behemoth har udviklet over de sidste mange år, og det var her kærkomment, at de havde gravet lidt i gemmerne for at tørre støvet af nogle af de mindre spillede deep cuts fra 'Demigod' og 'Satanica'. Storskærmene koblede meget effektivt alle polakkernes symboler, ild og øvrige fremtræden i ét billede, og det nye nummer 'Wolves ov Siberia' lod til at være en mere gennemført, dyster størrelse end førstesinglen 'God = Dog'. Det var i det hele taget et af de bedste shows vi har set Behemoth levere siden før 'The Satanist', så I kan trygt glæde jer til januar på Vega!

Med sådan en oplevelse i bagagen skal der en del til at overvælde, og efter allerede at have set Celeste to gange i år var tiden ikke med franskmændene i denne henseende. Ikke blot på grund af Behemoth, men også fordi de både på Loppen og Roskilde Festival havde en så intim setting, at deres støjende black-eskapader og effektive brug af røde pandelamper blegnede selv på en lille scene som Camel Stage. Deres kamp for at samle den lille kerne, bl.a. ved konsekvent at holde strengene rødglødende, selv imellem numrene, så der aldrig var stilhed til at falde ned fra de infernalske lydbølger, talte dog op i det samlede regnskab, men den store forløsning udeblev.

Der skulle ikke gå mange sekunder derfra, og til Corpsegrinder & co kørte deres vanlige Cannibal Corpse-sæt igennem uden de store udsving. På trods af en stor forkærlighed for dele af deres bagkatalog hos undertegnede, så er de live en skygge af sig selv, hvor de samme gamle numre bliver blandet sammen med middelmådigheder fra hvad de nu senest har udgivet, og Corpsegrinder har mistet den kraftfulde vokal og kompenserer ved at bruge alle sine kræfter på at headbange nonstop. Al respekt for så vedholdende og holdbar en tyrenakke, men der skal bare mere til.

Vi skyndte os derefter ned til lejren for endnu engang at samle alle de fortabte sjæle, der ville med op til hovedscenen og se, om Cyco Miko og resten af Suicidal Tendencies stadig havde touchet. Det skulle dog hurtigt vise sig at være den helt sædvanlige pærevælling af klassikere fra 8'0erne, hvor 'You Can't Bring Me Down' stadig er den permanente åbner, der viser hele spektret af alt det, vi elsker Suicidal Tendencies for, også 30 år senere. Gentagelser har det dog med hurtigt at blive trivielle, og hvor fede 'Subliminal' og 'Possessed to Skate' end er, så ville det bare være forfriskende, hvis de turde bryde med rutinerne. Dave Lombardo hjælper dog til at supplere med et lille frisk pust på trommerne, som ellers aldrig har været meget i fokus i deres univers, og så kan man sige, hvad man vil om, at han tilpassser sig til bandet ved at spille med bandana. Den var næppe gået i Slayer.

Hastigt fortsætter vi videre til T-stage, hvor Marduk har den sene midnatssetting for åben himmel, og det viser sig at blive en kort affære. Ikke fordi de spiller kort tid, men fordi de slet ikke har det bid, vi kender dem bedst for. De virker umotiverede, trætte, ugidelige, og det er decideret spildtid at stå vidne til et så klassisk band på så dårlig en dag.

Således havnede vi mod al forventning midt i tyskernes højborg til en Die Apokalyptischen Reiter-koncert kl 1 om natten, hvor festen lod til ikke at kende nogen ende. Kendskabet til bagkataloget var rent ud sagt lig nul, men deres folk- og bierstube-metalliske klang havde usvigeligt sin charme, ikke mindst fordi vi stod foran en scene med 5.000 mennesker, der kendte deres numre til sokkeholderne. 

Der er dog grænser for galskaben, og skal ret være ret, så er Heilung en førsteprioritet, hver eneste gang chancen byder sig, også på T-Stage kl 2:15 om natten. En ubarmhjertig sendetid, men med deres helt særlige take på den hedninge-inspirerede folk kan settingen aldrig blive mørk nok til dem, og dette var ingen undtagelse. Elleve mand fyldte scenen ud med diverse trommer og udklædninger, og det var nærliggende at stå med følelsen af, at det var et stykke teater vi var vidne til.

Efter en fællesceremoni med røgelse af uvis karakter blev vi ført igennem passager med strubesang, primale trommerytmer, feminin alfe-røst og et storladent arsenal af teatralske virkemidler, der mere end noget fortjener at blive set med egne øjne. En fantastisk koncert at lukke dagen med efter 14 timer og 13 koncerter, og så lever vi med konsekvenserne af først at være tilbage i teltet kl. 3:45, når Heilung er årsagen.