Roskilde '18: Når man får det bedste ud af at køre på reserverne
Populær
Celestes udfordringer med mistet bagage og hyret grej gjorde deres midnatsseance mere dyster end vanligt – overvejende til deres bedste.
Det så sort ud, da Celeste landede i Kastrup tidligere på dagen. Bagagen var ikke nået frem, og de var to guitarer, bækkener og en dobbeltpedal i underskud.
Det var dog lige til at overse, da franskmændene stod klar med deres sorte pandelampe-sludgeinferno kl. 23:30 uden så meget som at nævne dagens udfordringer, og alt lignede sig selv som på Loppen for blot 4 måneder siden. Musikken talte for sig selv. Ingen tale. Sortrandet dystopi.
De endte med at leje både instrumenter og lysshow fra festivalen selv. En bekostelig affære, der givetvis har tilføjet mere vrede i sulet.
Det soniske angreb i hvert fald til at være præget af begivenhederne. Bissen var skruet strammere på i forhold til sidst, og Gloria brillerede derudover med noget af den bedste lyd, scenen kunne diske op med i år. Antoine Royers trommer stod militant skarpt frem, Sebastien og Guillaume Rieths twin-attacks på de seksstrengede afvekslede hinanden sublimt, og Johan Girardeu bragede igennem med de obligatoriske bistre råb, lige som det hører sig til.
Celeste opererer sædvanligvis med et setup, der på minimalistisk vis kombinerer stroboskoplys med medlemmernes egne pandelamper, der sender hjemsøgende røde lys udover masserne og på den vis skaber deres egen intensitet og nærvær med publikum. Festivalen selv sparede til gengæld ikke på noget, og den overdrevne brug af spots, der blev kastet rundt i hele teltet, blev desværre indimellem så blændende og altoverskyggende, at man fik mere travlt med at abstrahere fra det end reelt at nyde musikken. Mere minimalisme, tro mod bandets vanlige sceneshow, havde været klædeligt.
Musikalsk fik vi dog Celeste råt for usødet, ubarmhjertigt, smadret og dystert. Crowden gyngede diskret med uden de efterhånden obligatoriske Roskilde-moshpits til en koncert, der var knusende tung, ligesom vi foretrak det efter en lang dags vaden fra koncert til koncert.
En koncert, der stadig runger videre i bevidstheden her et par dage efter, også selvom vi gerne havde været de forstyrrende spots på nethinden foruden.