Copenhell '19: En fuser med format
Populær
Lamb of Gods metal er som skrevet til festivaler – men den imødesete genkomst blev aldrig det mindeværdige brag, man kunne have håbet på.
Det er på sin vis en hård opgave at løfte: Lamb of Gods koncert på Copenhell i 2012 var en af dem, der øjeblikkeligt gik over i historien.
Først og fremmest fordi bandet var så afsindigt veloplagte og velspillende, sekundært fordi publikum tog ekstraordinært godt imod dem og hyldede musikken med den største wall of death, festivalen til dato har set.
Det var derfor med tårnhøje forventninger, at nyheden om Lamb of Gods tilbagevenden til Copenhell i år blev modtaget. Og er der nogen, der kan efterkomme de forventninger, så er det Lamb of God. Deres groove metal er som skrevet til festivaler, hvor stemningen drives frem af en stramtsiddende dobbeltpedal, og hvor støvet løfter sig i takt med de perkussive riffs og de bestandige temposkift, der er så kendetegnende for deres udtryk.
Koncerten fredag på Copenhells hovedscene blev dog aldrig så mindeværdig som den foregående. Desværre.
Mange lange pauser
Selvom Lamb of God leverede det, de som minimum plejer at gøre, så manglede der noget. Rutinen lå tungt over bandet, der med lange pauser mellem numrene tog pusten af koncertens fremdrift, ligesom symbiosen mellem band og publikum var langt fra den, som vi oplevede tilbage i 2012.
Der blev lagt ud med 'Omerta', fulgt op med 'Walk With Me in Hell' (der i en enkelt variation af en vending blev til "walk with Copenhell") og 'Now You've Got Something to Die For', men selv de sikre kort mødte ikke stor respons hos andre end de mest dedikerede.
Randy Blythe er en karismatisk frontmand og indpisker, og selvom der ganske vist var stor aktivitet foran scenen, hvor crowdsurferne blev sendt forbi i en lind strøm, før de blev taget imod af securityvagterne ved hegnet, så var situationen en ganske anden længere ude på pladsen.
Denne tidlige aftenstund nåede nærværet ikke meget længere ud end lydteltet midt for scenen, mens resten sumpede mere eller mindre hen i fadøl og småsnak.
Pas og pit
Snak blev det også til undervejs fra bandet. Inden den ellers fremragende fængselssang '512' hyldede Blythe Christiania, som han altid gør, når Lamb of God spiller i København, og til rimelig stor morskab for publikum landede et pas også på scenen, hvorfor Blythe efterspugte Ellinor fra Sverige, der taknemmelig fik sit pas igen foran 15-20.000 andre mennesker.
Støvet rejste sig for alvor, da en stor circle pit på opfodring fra Blythe blev igangsat foran scenen under 'Redneck', men lige som både band og publikum syntes at finde hinanden, sluttede koncerten. Små 70 minutter blev det til.
"It's business as usual" lød det i 'Engage the Fear Machine', et stærkt indspark i sætlisten, og sådan føltes det også denne aften, hvor den efterfølgende linje "we're bringing you disaster in high-def" desværre ikke passede på aftenens optræden.
Trods det rutinemæssigt stærke format blev Lamb of Gods tilbagevenden til Copenhell lidt af en fuser – og i hvert fald ikke en, der går over i festivalhistorien og bliver et referencepunkt, som den efterhånden sagnomspundne koncert i 2012 er blevet.