Guddommelig glæde

Guddommelig glæde

Lamb of God leverede en meget energisk koncert, god hjulpet på vej af et fantastisk publikum.

Kunstner
Dato
16-06-2012
Distributør
Trackliste
Desolation
Ghost Walking
Walk With Me in Hell
Set to Fail
Now You've Got Something to Die For
Ruin
Hourglass
The Undertow
Omerta
Contractor
The Number Six
Laid to Rest

Ekstranumre:
The Passing
In Your Words
Redneck
Black Label
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Lige så stille er Lamb Of God blevet eet af det helt store amerikanske metalbands. Ikke at der er noget nyt i det, for udviklingen har netop været ”stille”. "Adstadig" er måske et bedre ord. Bandet har fundet vej til mangt et metallisk hjerte, ikke mindst de metalfans som ikke lige følger med i undergrundens seneste knopskydninger, og det er nok en del af forklaringen på bandets efterhånden anseelige størrelse.

Mange fans har virginiakvintetten fået, men også en del der finder musikken for bondsk, for Pantera-inspireret og for plat. Seneste plade var måske heller ikke den triumf, som bandets størrelse ellers gav grund til at håbe på, men hvordan man nu ellers har det med 'Resolution', så kan man ikke med forstanden i behold mene andet, end at Lamb Of God er et i særklasse mesterligt liveband.

Ubesværet intensitet

På Copenhell blev al musik blev leveret med nerve og stålsathed. Hurtige stykker leveret perfekt og afløst af tung tons der kunne mærkes i knoglerne. Alligevel virker de fem musikere meget ubesværede når de går omkring på scenen og leverer det ene stykke heavyguld efter det andet. Chris Adler bag trommerne er et ydmygt urværk, der sammen med bassør John Campbell lægger bunden for lillebror Willie Adler og Mark Morton, der alle giver den gas på den der afslappede måde, der faktisk er mere behagelig at se på, end musikere der prøver at forcere stemningen.

Metallens for tiden bedste growl?

Helt særlig er dog frontmanden Randy Blythe der har metallens nok bedste growl for tiden. Han stod i lys lue, opfyldt og omsluttet af den mægtige metals overjordiske lys. Frem for alt virkede han også oprigtigt glad og stolt over det copenhellske publikums engagement i musikken.

Numrene var et strejftog i bagkataloget. Anstændige fire numre fra seneste udgivelse kunne det blive til, hvilket var passende, når der nu også skulle være tid til det gamle, hvor især 'Walk With Me In Hell', 'Laid To Rest' og 'Hourglass' var selvskrevne. Også 'Omerta' – den med talen om ære i starten – havde fundet vej til sættet. Det var fedt, og fik næsten fik denne anmelder til at glemme, at 'Broken Hands' fra den forrige plade, ikke havde fundet vej til sætlisten.

Setlisten var derfor nærmest perfekt, selvom man i grådighed godt kunne have drømt om 30 numre i stedet for 15, så der kunne have været plads til alt det andet fede der flyder fra dette mægtige orkester. Men stillet overfor det guddommelige, bør man vel være ydmyg.