Roadburn 19: Torsdag – Danske sejre på udebane
Mono og Myrkurs Folkesange inciterede følsomt, mens Slægt og Midnight tændte gnisten i vores metalhjerter. Så er Roadburn i gang!
En festival med tradition for de specielle koncerter og øje på kunstnere, der tør skubbe grænserne. Årets line-up bibeholdt denne tradition, og guldkornene var i store træk fornuftigt spredt uden grelle overlap, dog ikke uden store beslutninger, der skulle træffes undervejs.
Således også på førstedagen, men først med indkvarteringen i nabobyen på plads gik turen mod Tilburg. Roadburn udmærker sig, som fx Roskilde Festival og Metal Magic, også ved et pengeløst, billet/polet-lignende system. Efter ti minutters ventetid ved veksellugen var der således en lommefuld drikke-poletter i hus, og så gik turen ellers hastigt ind på Main Stage, hvor Myrkur åbnede for begivenhederne tidligt på dagen.
Eller rettere sagt Myrkurs Folkesange, som var navnet på konstellationen, Amalie Bruun havde samlet under sine vinger til at præsentere os for sin samling af egne kompositioner og traditionelle skandinaviske og skottiske folkesange. Den vante rock-instrumentering var erstattet af medlemmer fra bl.a. Heilung og Jo Quail Project, der med mandolin, cello, violin, percussion og skønsang inciterede os på helt anden vis end vanligt. Den helhjertede dedikation til den nordiske folk-tradition gik lige i hjertet, og selvom der var en kamp med at få stemt de gamle instrumenter om fra sang til sang, fik hun støvet de glemte travere støvet godt af til lejligheden. Myrkurs sande potentiale kom frem i denne setting, hvor den indfølte stemning ikke blot byggede godt op til weekendens starabadser, men også var et perfekt match til Roadburn-tilhængernes søgende profil. Vi fik også 'Leaves Of Yggdrasil' fra hendes næste plade, der vil udkomme til efteråret og er dedikeret til netop denne folktradition, og med denne koncert in mente antager vi, at der er noget stærkt i vente.
Molasses var næste navn, der med afsæt i The Devil's Blood har et navn i de mere okkulte hard rock-kredse. Da guitaristen, den bærende kraft i bandet, begik selvmord valgte de resterende medlemmer at holde fast i ensemblet og dermed en videreførsel af The Devil's Bloods arv. Molasses er blot ét af de band, der spiller eksklusiv musik skrevet direkte til Roadburn. Deres mere psych-rock drevne karakter virker dog påfaldende mere færdigt sammenskruet, end man kunne forvente sig af en koncert med dette koncept. En bedrift i sig selv, hvis så bare det havde været mere spændende, end tilfældet var. Det hele gled i ét uden store armbevægelser fra andre end den flamboyante sangerinde. Tiden gik og gik, og selv efter hun 20 minutter inde i koncerten forlod scenen, mens tungt pumpende mol-akkorder pumpede op til det helt store klimaks, stoppede det bare der, uden nogen videre forløsning. Det var alt sammen meget fint. Hendes Janis Joplin/Annisette-røst var også meget fin. Det var bare dræbende kedsommeligt. Man skulle nok bare have været der i The Devil's Blood-dagene.
En rygepause senere skulle der prøves kræfter med den outrerede sangerinde Lingua Ignota, der også gæstede Royal Metal Fest sidste weekend. Forholdene var dog dramatisk anderledes, hvor The Green Room var fyldt til randen, og med Ignotas udgangspunkt i at fravælge scenen til fordel for gulvpladsen og derved involvere publikum i sit dramatiske univers var det ganske enkelt komplet umuligt at se noget som helst, medmindre man kom minimum en halv time før koncertstart. Det gjorde vi ikke, så udsigten måtte vi leve foruden, men det første kvarter forblev hun fortrinsvis i det mere melankolske hjørne. De tre lampe,r hun ligeledes havde med på Royal Metal Fest, fik færre tæsk i denne ombæring, og der blev lagt mere vægt på de dystre ballader, hvor et cover af Dolly Partons 'Jolene', udført på piano med dertilhørende lydspor fra en crime scene, næppe nogensinde har klinget så drabeligt dyster. Respekt for modet, og vi husker at komme noget tidligere næste gang.
Desværre måtte oplevelsen forkortes, nu hvor Slægt spillede kort derefter på Patronaat, bygningen overfor. Der var så fyldt, at dørene allerede her var lukket for de menige festivalgængere, og med god grund. Slægt har fået vind i sejlene uden for landets grænser, og aftenens koncert var ganske enkelt en magtdemonstration uden lige. 'Remember It's a Nightmare' og 'I Smell Blood' blev blandet med skæringer fra 'The Wheel', og guitarhelteriet fra Oscar Frederiksen og Anders Jørgensen gjorde det en ren fornøjelse at være vidne til. Især Jørgensen kørte den hele linen ud i rock 'n' roll-showmanship med vrid på guitarnakken og guitarspil over hovedet, og så gjorde det ikke så meget, at den nyindskiftede Anders Edalis er lidt mere beskeden bag tønderne end forgængeren. Han udførte jobbet til fulde, og den nye konstellation havde lige så meget blod på tanden, som man havde turdet ønske på forhånd.
Et musikalsk tomrum melder sig ofte efter højdepunkter som disse, og Mythic Sunship var et synligt eksempel. Skaterparken var interessant som venue, men efter 20 minutter kunne man stille sig selv spørgsmålet, om de virkelig kun mestrede ét groove i forskellige tempi? Svaret står fortsat ubesvaret, men under alle omstændigheder bevægede de sig i en art instrumental Kyuss-inspireret stonerr ock med helt og aldeles uforløste crescendoer. Perfekt til at rulle den fede bagerst i parken, hvilket vi derfor gjorde, men heller ikke meget mere end det. Vi forsøgte i stedet at nå lidt af Crowhurst, og guitaristens yndige gule bukser med påskriften ”Femme and Fierce” var da synet værd i sig selv under lydprøven. Efter et kvarters kamp med lyden, uden at Crowhurst overhovedet nåede at gå på, måtte vi dog hastigt videre i teksten.
I Koepelhal, fem minutters gang væk i den anden ende af samme hal, stod Cleveland-drengene fra Midnight klar med kutter, læder og mere attitude end resten af salen tilsammen. Deres enkle sange, der vel nærmest kan beskrives som et opkog af beskidt Venom, NWOBHM-referencer a la tidlig Diamond Head og rå punkvokal, slog lige i metalhjertet, og guitaristens overarm, prydet af Frankensteins monster, smadrede strengene med rå attitude, tydeligvis inspireret af Doyle fra Misfits. Det var Midnights første koncert i Europa siden 2015, lod de os fortælle, og det var derfor en længe ventet mulighed for at se de seje drenge, der selvfølgelig havde klassikere som 'Evil Like a Knife' og 'You Can't Stop Steel' i ærmet. Der manglede måske et lille pift til at holde sejheden inspirerende i 50 minutter, for det er vitterligt ikke, fordi de genopfinder den dybe tallerken, men ikke desto mindre en demonstration i sejhed, de fleste andre kunne lære noget af.
Ovtrenoir var endnu et lokalt indslag, der bød på blackgaze med stærkt forvrænget vokal, der med røde lamper søgende rundt i alle hjørner af Hall of Fame for så vidt gjorde det forventelige inden for deres egen, lille gaze-boble. Turen var dog lang over til hovedscenen, hvor Mono gik på kort derefter, så efter 10 minutter måtte vi forlade Ovtrenoir.
Mono havde i anledning af 10-årsjubilæet for 'Hymn to the Immortal Wind' lovet os at præsentere albummet i sin helhed, akkompagneret af Jo Quail Quartet. Der var med andre ord dømt storladen stryger-tristesse med piano og følelserne uden på tøjet. Det kan virke som et boost i sig selv at gå fra den ene yderlighed til den anden, og Mono var vitterligt en oplevelse af en helt anden karakter end den metalliske tyngde i andre hjørner af festivalen. Den skrøbelige vokal og de langstrakte lydflader gav gåsehud, og det hele gled i ét, så man blot måtte stå og se måbende til. Mono er vitterligt i en liga for sig, og med dette album som deres fokus viste japanerne sig fra deres smukkeste side.
Det samme, måtte vi dog desværre tilstå, var ikke tilfældet med slovakiske Malokarpatan. Virkemidlerne var enkle. En storskærm viser bandlogoet, og så står de ellers der og lirer mørke metalhymner af i tilpas rå, østeuropæisk stil, uden at vi forstår noget af, hvad teksterne handler om. Sikkert ikke alenvidt fra Midnight, når det kommer til stykket, men i modsætning til dem gør de intet for at fylde scenen ud. Guitaristerne står på hver deres fastlåste plads med sort-hvide Fendere. Forsangeren står på sin faste plads med nittearmbånd, mørke solbriller og hængemule-overskæg og ligner umiskendeligt et levn fra 80'erne, og det er også sejt nok. Malokarpatan gjorde bare intet for at overbevise os om, at de kunne andet end at stå der og spille sej heavy fra da vores fædre var unge, og vi forlod Patronaat lettere skuffede.
Der var dog rigeligt med højdepunkter i løbet af aftenen til at holde humøret højt, og med lidt ventetid på taxaen med Crypt Trips middelmådige Cream-rock i baggrunden havde førstedagen først og fremmest vundet på de introverte stemninger fra Myrkur og Mono og vildskaben fra Slægt og Midnight.
... og vi var kun lige gået i gang ...
Roadburn er fantastisk!
Myrkurs Folkesange: 4
Molasses: 2
Lingua Ignota: 3
Slægt: 5
Mythic Sunship: 2
Midnight: 4
Ovtrenoir: 2
Mono: 4
Malokarpatan: 2