Roadburn '19: Lørdag – Stort og småt røgbart

Wolvennest syrede ud med theremin og kranieinstallationer, og Sumac tæppebombede vores øregange. Det var dog Sleeps marathon-levering af 'Holy Mountain' og 'Dopesmoker', der trak det længste strå på en dag uden de helt store højdepunkter.

En installation af kranier, knogler og andet godt fra naturens skatkammer prydede Main Stage. Røgelsen spredte sin søde duft. Et pulserende riff sattes i gang, og resten af den syv mand stærke opstilling supplerede i samme gyngende tempo med dronende tyngde, thereminens søgende frekvenser og skiftevis soli fra de tre guitarister.

Wolvennest er et hollandsk band, der i al sin væsentlighed sværger til post black af den gøglede skole, ikke helt uden referencer til psykedeliske overtoner. Indhyllet i effekter af alskens karakter, med en gennemgående mørk tematik, der afspejlede sig i sceneopsætningen, og det var meget nemt at falde ind i de enkle grooves, der ofte strak sig over flere minutter, før de afsøgte nye afkroge. Wolvennest slap godt fra præsentationen af deres seneste album 'Void', der her blev spillet i sin helhed inklusiv diverse lokale gæstemusikere, hvor især en mere hardcore-baseret vokalist trak i karakter hen mod koncertens afslutning for at tilføje ekstra aggressiv kolorit til de omtågede atmosfære-ladne konstruktioner. Vi må tilstå det blev lidt langt i spyttet i perioder, men hovederne gyngede nu stadig med i hele salen, og især guitaristen, der med de hvide hår under bowlerhatten så ud til at kunne være far til hele resten af bandet, strålede, når han lejlighedsvis forkælede os med indfølte bends og vrid på strengene i bedste David Gilmour-stil.

En halv time senere var turen gået til nabosalen Green Room, hvor Henrik Palm, der også gæstede Gösta Berlings Saga dagen før, nu stod på egne ben. Stilen var overvejende i den instrumentale ende, men trods alt mindre søgende med overvejende fokus på psych-rockede og post-punkede lydflader - og så var det egentlig også det.

Det mest interessante var det spørgsmål man kunne stille sig selv, hvorfor de som bagtapet havde sat en tilfældig liveoptagelse på med Judas Priest fra firserne. Bevares, en historisk koncert med læder og hele pivtøjet, men sammenhængen med Henrik Palms udsyrede tendenser var svære at pinpointe, og spørgsmålet står fortsat hen ubesvaret.

Med Sumac på hovedscenen blot 20 minutter senere blev Henrik Palm dog en kort affære. Sumac er en powertrio af den tungeste karakter, der oprindeligt tog udgangspunkt i sludgens destruktive lydflader, men sidenhen har udvidet spektret og tilføjet flere effekter til lydbadet, der netop illustrerer deres lyst til at bryde med de vante rammer for hvor meget lyd der kan presses ud af en konstellation tre mand stærk. Der var både kompositoriske finurligheder og hidsige øreknusere, og alle pedaler blev taget i brug for at sprænge rammerne, med eller uden vokal. Det kradsede i øregangene, lige som vi havde brug for her to dage inde i festival-sfæren, og selv tre minutters intentionel, atonalt feedback passede ind, bare fordi de kunne bære det. Ingen feinschmecker-feeling her, tiltrængt på en dag, hvor der er langt imellem udbuddet af mere aggressivt metalliske udladninger.

Den sidste del af koncerten, hvor de havde lovet at hive den eksperimentielle guitarist Caspar Brötzmann med på scenen, måtte desværre tilsidesættes for Burning Darkness-bookingen, den specielle svenske konstellation The Exorcist GBG, der flirter med elektronisk prog af den Goblin-venlige skole. Koncerten åbnede til lyden af en åbnet øldåse, og derfra gik det over stok og sten med funky prog-bas ala Gong i 'You'-perioden, akkompagneret af enkle, pulserende synth-lydflader. Uagtet bassistens svedige håndværk, så var det bare ikke helt nok til at sætte sindene i kog, baseret på de formulariske key-rundgange, der sjældent bød på meget andet end basale blues-skalaer i ny indpakning. Et forfriskende mix af prog, funk og synth med horror-undertoner, bevares, men forudsigeligheden var hurtig at spore, og vi flygtede tilbage på Main Stage.

Cave In gæstede ganske vist også Roadburn sidste år. Her var rammerne dog helt anderledes som følge af bassist og sanger Caleb Scofield, der døde kort inden festivalen, hvor de resterende medlemmer derfor valgte at dedikere et akustisk sæt til deres afdøde frontfigur. I år var det dog et mere ordinært sæt der var i bedene, eller så ordinært som det nu er, når vi snakker Cave In. Et band, der unægtelig har gennemgået en større udvikling, hvor deres mere velkendte tidligere år er karakteriseret ved Foo Fighters-venlig rock med pop-punkede indfald, mens de senere år er mørkere og mere dragende, uden den samme hang til ørehængere. Det var dog i særdeleshed den pænere del af bagkataloget, der var i fokus i dag, og så meget for hardcore-teaseren under lydprøven. Det klingede alt sammen pænt og poleret, hvor nuværende forsanger Stephen Brodskys Misfits-trøje afslørede de mere rå dele af deres melodiske fundament. Dele, der desværre sjældent fik plads til at fylde, og Cave Ins relevans indenfor Roadburns rammer druknede i poppede rockere, hvis man ikke kendte til deres fortid. Det fremstod stift og pleaservenligt, uden gnist til at bryde rammerne, som vi normalt forventer af kunstnere, der spiller på Roadburn. Omtrent lige så edgy som at tænde for P3, og det var blot et spørgsmål om tid, før vi havde fået for meget.

Skuffede forlod vi Main Stage og tankede op på ribs fra det dertil indrettede food area, mens der blev talt ned til dagens hovednavn. Vi taler naturligvis om Sleep, der i år byder på to shows, lørdag dedikeret til deres første milepæl 'Holy Mountain', søndag til sidste års 4/20-udgivelse, 'The Sciences'. I begge tilfælde koncerter, der er sat to timer af til, og med Sleeps umiskendeligt rygervenlige tempo in mente kræver det unægtelig lidt af de aldrende stoner-legender at holde begejstringen intakt. Al Cisneros, Matt Pike og Jason Roeder er dog en stærk treenighed, der i sandhed mestrer at holde det tunge groove, og selvom det til tider lød som om Cisneros og Pikes THC-niveau ikke var helt on par, så holdt Roeder den konsistente, tunge grundrytme intakt bag tønderne, og numre som de mere sjældent spillede 'The Druid' og 'Inside The Sun' fik endnu mere bid live end i deres velkendte form. Med ekstra tid til rådighed var det, efter Pike demonstrativt gik bag scenen med en joint i hånden, næppe overraskende, at vi også blev forkælet med 'Dopesmoker', halveret og skåret ind til benet, mindre søvnig, omend stadig med behørigt lang tid til at falde ind i de støvede grooves. En stærk aften for Sleep, der behændigt og målrettet navigerede sig igennem tågerne og rundede af med 'The Clarity' med et vink frem til den nyere lyd, der er på programmet søndag.

Som endnu et originalt input i festivalens ånd var det sidste indslag på dagen på Het Patronaat-scenen, hvor en blanding af mange kunstnere indenfor den hollandske black metal-scene havde slået sig sammen under navnet MAALSTROOM. Hvad der lige præcis ville foregå under denne fane var uklart, andet end at det var musik særligt skrevet til lejligheden. Et initiativ vi stærkt må bifalde fra Roadburns side, og en skarpsindig måde at samle og inspirere metalmiljøet, som bestemt også kunne have sin berettigelse at arbejde videre med på danske festivaler.

Med det sagt var der dog ingen tvivl om, at ideen i dette tilfælde var mere vellykket end udførelsen. Opsætningen, hvor 3-4 musikere hele tiden blev afløst af 3-4 andre musikere uden noget gennemgående flow, virkede enormt segmenteret, hvilket sondringen mellem industrielle, gazede, doomede, dronende og mere rendyrket metalliske indfaldsvinkler kun stod til yderligere at bekræfte. Det virkede mere som en talentkonkurrence, hvor de glemte at nævne hvem der nu kom på scenen i stedet for hvem end der stod der før. En hollænder ved siden af os bekræftede, hvor stort det var for hende at se sine venner fra diverse bands spille under fælles fane, og det var da også det, der berettigede vores tilstedeværelse. Eksperimentet fejlede desværre i denne form, men vi anerkender ikke desto mindre initiativet, og håber det vil blive taget op igen under mere kyndig behandling.

Således rundede en lørdag af, der givetvis ikke bød på de helt store mindeværdige udsving. Sleep satte dog barren højest i deres intense levering af de tidlige plader. En stærk opvarmning, inden morgendagen byder på deres seneste 'The Sciences' fra start til slut, og så må vi se, om de har andet uventet i ærmet til den tid.

Wolvennest: 3
Henrik Palm: 2
Sumac: 3
The Exorcist GBG: 3
Cave In: 2
Sleep: 4
MAALSTROOM: 2