Roadburn '19: Søndag – Kunsten at stoppe på toppen

_XTJ9864
_XTD8307
_XTD8384
_XTD8328
_XTD8496
_XTJ9794
_XTJ9775
_XTJ0108

Sleep røg endnu engang i hjertet, denne gang med 'The Sciences' i fuld længde. Daughters leverede samtidig et af årets helt store højdepunkter i et vanvittigt totalteater, og således takker vi af for Roadburn for i år!

Kunstner
Titel
+ Daughters + Ulcerate + Old Man Gloom + Bossk
Dato
14-04-2019
Koncertarrangør
Forfatter

Åben mund og polypper!

Trætheden havde ganske vist meldt sin ankomst efter tre dages vaden fra gig til gig, og formiddagen var gået med lidet opmuntrende at ordne alle pakkenelliker, så vi kunne tage den tunge tur til Eindhoven lufthavn direkte efter sidste koncert. Aftenens fristelser blev samtidig genopfrisket, og vi fik mindet os selv om, hvor nådesløst dagen ville starte op på Main Stage.

Ingen af os havde dog forventet så meget vanvid som Daughters havde på programmet. Især forsanger Alexis S.F. Marshall stjal rampelyset med manisk vildskab non-stop. Indtog scenen ved at løfte mikrofonen af mikrofonstativet og droppe den højlydt på gulvet, mens han slæbte stativet væk. Slyngede mikrofonkablet rundt og kylede mikrofonen gang på gang mod gulvet. Smadrede den ind i panden, så blodet begyndte at fosse. Messede og skreg sig frygtesløst igennem de industrielle, støjrockede lydflader, indimellem afbrudt af mere melankolske skæringer som 'Satan in the Wait' og den Einstürzende Neubauten-klingende single 'Less Sex'. Alt hvad amerikanerne rørte ved blev til guld, og den nådesløse angrebslyst tog yderligere kegler, da Marshall, mens jeg stod i et øjebliks noteskrivning, pludselig stod lige foran os, langt fra scenen, mens han kravlede op på bardisken og skamvred enhver tone ud af sin radmagre krop, mens blodet piblede ud fra panden. Danske bookere sover i timen, hvis de ikke får Daughters til landet i den nærmeste fremtid.

Med rygterne om ekstra tilbud på merch på sidstedagen blev mission vinylshopping initieret, inden turen gik til Green Room, hvor årets primære dødsmetalliske indslag var hentet ind fra New Zealand som næste act på to-do-listen. Ulcerate er til den tekniske side, hvor kvaliteten ligger i detaljerne. De stramt organiserede og opbyggelige riffstrukturer afkræver en uhyggeligt præcis håndtering af lyden, en opgave som dagens lydmand tilsyneladende måtte se sig ude af stand til at afkode. Jamie Saint Merat bag trommerne er tydeligvis en meget dynamisk spiller, der konstant vekslede med rundgange, fills og skæve takter, men tam tammerne var helt og aldeles ude af lydbilledet, og selv dobbeltpedalen var svært hørbar. De to strengespillere, der i øvrigt både i påklædning og statur samt fælles skaldet isse lignede hinanden på en prik, havde givetvis fingrene skruet rigtigt på, men hvad hjælper det, når de komplekse strukturer drukner i et mudret pløre, der kun sjældent trådte tilbage for mere melodiøse tendenser, som i den mere tungt drevne 'Drown Within'. Rammerne var simpelthen ikke i new zealændernes favør, og udmattelsen af at prøve at finde hoved og hale i det hele gik til hovedet.

Helt anderledes skulle det vise sig at blive, da Old Man Gloom kort efter bød på sludget ekstremmetal. Lyden var markant bedre afstemt her på Main Stage, og bookingen var dels for at hylde Caleb Scofield, der døde sidste år og også blev fejret dagen før af sit andet tidligere band Cave In. Stephen Brodsky var indkaldt i Scofields fravær, og amerikanerne tordnede afsted i alle smadrede retninger, kompromisløst og destruktivt. Kaosset var dog lige tilpas afbalanceret til, at en vis vellyd var at spore i galskaben, selv når den hidsige feedback tog teten. Det blev os aldrig klart, om hele bandets matchende eget sort-hvide bandwear var for at hylde Scofield, eller det var fast procedure. Under alle omstændigheder fremstod det noget kikset, men fraset valget af garderobe var Old Man Gloom lige den potent afstemte sønderbankning af øregangene vi havde brug for efter den katastrofale lyd på Green Room kort forinden.

For at lære af tidligere fejl gik turen tilbage til Green Room før tiden. Salen, der ofte bliver så fyldt op, at de lukker for indgangene før showstart, og således også denne gang, hvor Bossk var næste navn. Vores fotografer og kolleger fra Rockfreaks havde ikke lært af lektien og gik fortabt, og gik sålede glip af en imponerende velorkestreret levering af deres post-metallisk dragende, forrige album 'Audio Noir', der blev spillet i sin fulde længde. Det meste af tiden instrumentalt med lag på lag af klangflader og riffs, der bygger op til nye crescendoer, hvor den unge vokalist kun involverede sig undtagelsesvis med infernalske skrig uden at pådrage sig større opmærksomhed. På trods af den introverte natur der præger meget af albummet, så var de insisterende betonriffs ualmindeligt headbangervenlige, og Bossk havde publikum med dem. 'Relancer' trak ud i en dovent ekskveret passage, men da en skrøbeligt opbyggelig solo førte os videre til den harmoniske outro fløj tankerne hen mod Godspeed You Black Emperor! i deres storhedstid. På én gang harmonisk og insisterende, både aggressivt og introvert. Bossk mestrede lidt af det hele, og det var virkelig ikke med vores gode vilje, at vi nødvendigvis måtte tilbage mod hovedscenen 20 minutter inden de var færdige.

Det stod dog ikke til diskussion, at der var mødepligt til årets sidste show på Main Stage. Sleep skulle i aften servere os for sidste års 'The Sciences' fra start til slut, og selvom det bestemt ikke er fordi der bliver opfundet de dybe tallerkener i deres selskab, så har Sleep med denne udgivelse for alvor genfundet styrken fra de tidlige udgivelser, tilført mere metallisk tyngde. Det var derfor i særdeleshed dette sæt vi havde set frem til, og det var en mere end værdig afslutning på årets Roadburn. Især Jason Roeder viste sig igen i aften som den kompetente tovholder, der i momenter som den lange sejtrækker 'Leagues Beneath' fuldkommen stjal rampelyset med skæve takter, mens Pike blot supplerede med enkelte anslag på guitaren. Simpelt, men effektivt, og endelig kommer vi ikke udenom fornøjelsen af Al Cisneros' ualmindeligt fleksible nakkesvaj, konstant vuggende i sit eget groove. Den store engelske morgenkomplet agerede af uvisse årsager bagtapet til aftenens ekstranumre, 'Holy Mountain' og 'Dragonaut', inden aftenen blev rundet af med den afsluttende del af 'Dopesmoker'.

Vi takker af for endnu et fantastisk år, hvor Anna Von Hauwolff, Daughters og Gösta Berlings Saga stod for de største overraskelser, mens At The Gates, Sleep, Slægt og Midnight på hver sin vis levede op til den forventede favoritværdighed.

Hotellet er allerede booket til næste år, og du burde ærligt talt gøre det samme.

Daughters: 666
Ulcerate: 2
Old Man Gloom: 4
Bossk: 4
Sleep: 4