Roadburn 19: Internationalt blod på tanden
Der var ingen til koncerten på Het Patronaat, der ikke var enige om, at Slægt var torsdagens utvetydigt bedste koncert. I så fald tager de fejl.
2. Move in Chaos
3. Citrinitas
4. Remember, It's a Nightmare
5. I Smell Blood
6. V.W.A.
7. Black Bombs
Det er givetvis nemt at glorificere egen nationalarv. Ananas i egen juice eller ej, så var der lukket for indgang 20 minutter før showstart, med godt 50 forhåbningsfulde i kø. Slægts navn er ude over Danmarks grænser, og havde man betvivlet deres potentiale forinden, så var dette aftenen til at blive omvendt.
Het Patronaat er navnet på den lille scene, der placeret på førstesalen i bygningen lige overfor 013 ofte bliver brugt til de mere sortrandede indslag. De dekorative vinduespartier med ornamentik og Jesus-motiver og gamle, ujævne træpaneler tilføjer en rustik charme til settingen. Samme rustikke charme og sans for detaljerigdom afspejler sig i Slægts på én gang fremsynede og tilbageskuende take på metal, hvilken boks man så end ynder at putte dem i. De har mange strenge at spille på, og selvom vi ikke fornægter, at black metallen er en smule nedtonet på sidste års 'The Wheel' i forhold til 'Domus Mysterium', så har det blot tilføjet flere elementer til paletten.
Torsdag aften var der dog rystet godt rundt i godteposen, og efter singlen 'Perfume and Steel' var der gemt plads til dystre skæringer som 'Move In Chaos' og 'Remember It's A Nightmare', hvor især sidstnævnte gav nyindskiftede trommeslager Anders Edalis en chance for at bevise hans værd i ensemblet. Det kan godt være, han ikke havde de store armbevægelser, men slagene sad lige hvor de skulle, og vil vi have showmanship, så gjorde frontmand Oscar Frederiksen og guitarist Anders Jørgensen også rigeligt for selv at give os syn for sagen. Olle Bergholz virkede lidt mere tilbagetrukket i venstre side af scenen, mens Jørgensen og Frederiksen høvlede twinleads på stribe, lænet op af hinanden ryg mod ryg i den anden side af scenen. Det var især en fornøjelse igen at se Anders Jørgensen, som han spiller guitaren over hovedet, bag skulderen, vrider tonerne ud fra alle vinkler, konstant med julelys i øjnene. Metallen lever og ånder i blodet, og da Oscar i den dunkle rocker 'Citrinitas' bad os om at ”Show me how to kill my gods” var der dømt fællessang i salen. Vi var tydeligvis ikke de eneste, der havde lyttet op på hjemmedrengene forinden, og deres rå fremtoning, som vanligt med bare overkroppe, nittebælter og headbanging galore, tændte yderligere en gnist i vores blødende metalhjerter.
Skal man se koncerten i det store hele, så var der måske ikke de store fornyelser qua hvad vi tidligere har oplevet fra Slægts side. Store armbevægelser og en solid blanding af referencer til NWOBHM og black metallens verden plus det løse, perfekt eksekveret af en ung kvartet med nerven og viljen til at vinde horderne.
Denne torsdag aften var de bare på udebane, og havde mere på spil. De virkede mere tændte end vi længe har set dem, og det ville afkræve en ualmindeligt kværulantisk karakter at sætte en finger på ret meget andet end Bergholz´ og Edalis’ tilbagetrukne karakter denne aften. Hele Het Patronaat havde en fest, og især ‘Move in Chaos’ og ‘V.W.A.’ viste Slægt fra deres sejeste side, inden Midnight holdt metallens ånd i live i De Koepelhal senere på aftenen.
Har vi forresten nævnt, at vi elsker Roadburn?
PS. Ret skal være ret:
Vi mødte faktisk én, der ikke mente Slægt var det bedste den dag. Han havde så set Slægt i forvejen, og havde aldrig set Malokarpatan, der spillede senere på natten...
Hårde odds...