Etnisk prog med et strejf af metal
Updated
Israelske Ephrat får hjælp af både Pain of Salvation og Porcupine Tree på ganske fin debutskive. Med "No Ones Words" har israelske Ephrat formået at skabe betydelig opmærksomhed omkring allerede sit første udspil. Javist, hjernen bag, sang- og tekstskriver, guitarist, fløjte- og keyboardspiller, Omer Ephrat, har formået at fange opmærksomheden hos de to etablerede, anseelsesstærke prog-masterminds, Steven Wilson og Daniel Gildenlöw fra hhv. Porcupine Tree og Pain of Salvation, som respektive bidrager med en ret stærk produktion og enestående gæstevokaler.
Ephrat beror på den nyklassiske, såkaldte third wave prog-tradition, som har Dream Theater som et af de førende navne. Ligesom DT har en forkærlighed for at føre det progressive fra 70erne ind i et moderne univers, hvor også mere konventionelle metalkompositioner huserer, ligeledes er det tydeligt, at også Ephrat både har en forkærlighed for de oprindelige progrødder samt for det mere riffbaserede 90er tråd. Både Metallica og Megadeth figurerer eksempelvis også som inspirationskilder.
Det, der dog gør Ephrat til en anderledes og ganske forfriskende oplevelse, er de middelhavspassager, der forekommer hele pladen igennem. Der opstår noget sært tiltrækkende i denne kontrast mellem det vestligt genkendelige vs. det etniske, og det er både imponerende og respektindgydende, at der selv for en ellers mangestrenget genre som den progressive, består en tydelig innovativ kontakt til den hjemmehørende kultur.
Ud over de to store kræfter i Steven Wilson og Daniel Gildenlöw, gæster også svenske Paatos Petronella Nettermalm på to numre. Med en snert af både Björk og Portisheads Beth Gibbons bidrager også hun fornemt til et varierende lydbillede. Det gør sig ikke mindst gældende på det nitten minutter lange afslutningsnummer, "Real", som i øvrigt også viser Ephrats tydelige svaghed for The Beatles.
"No Ones Words" er en velkommen skive på den progressive scene. På trods af at den til tider kammer over i kedsommelige soli og overloader i lidt flad pompøsitet, formår den elegant at veksle mellem det fængende og det udfordrende. Den er købet værd.
Ephrat beror på den nyklassiske, såkaldte third wave prog-tradition, som har Dream Theater som et af de førende navne. Ligesom DT har en forkærlighed for at føre det progressive fra 70erne ind i et moderne univers, hvor også mere konventionelle metalkompositioner huserer, ligeledes er det tydeligt, at også Ephrat både har en forkærlighed for de oprindelige progrødder samt for det mere riffbaserede 90er tråd. Både Metallica og Megadeth figurerer eksempelvis også som inspirationskilder.
Det, der dog gør Ephrat til en anderledes og ganske forfriskende oplevelse, er de middelhavspassager, der forekommer hele pladen igennem. Der opstår noget sært tiltrækkende i denne kontrast mellem det vestligt genkendelige vs. det etniske, og det er både imponerende og respektindgydende, at der selv for en ellers mangestrenget genre som den progressive, består en tydelig innovativ kontakt til den hjemmehørende kultur.
Ud over de to store kræfter i Steven Wilson og Daniel Gildenlöw, gæster også svenske Paatos Petronella Nettermalm på to numre. Med en snert af både Björk og Portisheads Beth Gibbons bidrager også hun fornemt til et varierende lydbillede. Det gør sig ikke mindst gældende på det nitten minutter lange afslutningsnummer, "Real", som i øvrigt også viser Ephrats tydelige svaghed for The Beatles.
"No Ones Words" er en velkommen skive på den progressive scene. På trods af at den til tider kammer over i kedsommelige soli og overloader i lidt flad pompøsitet, formår den elegant at veksle mellem det fængende og det udfordrende. Den er købet værd.
Kunstner
Titel
No Ones Words
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter