Festlige amerikanere
Populær
Updated
Her er pladen, vi skal feste til, mener Lars Schmidt om Bon Jovi's "Have A Nice Day". Jamen, altså, hvor svært kan det egentlig være? Man har lavet nogle af de største partyrockere på denne klode. Det er godt nok snart tyve år og en million-milliard stadionkoncerter siden. Men ingredienserne er klar, og man har fundet melodien. Så er det bare at lave en blanding, rykke lidt rundt på ordene, og så er den ged barberet!
Bon Jovi er tilbage, knivhamrende skarpe - ja, så skarpe som i gamle dage, hvor "Livin' on A Prayer", "You Give Love a Bad Name" og alle de andre styrede ethvert party med respekt for sig selv og hårlakken... Det eneste, gruppen faktisk har gjort, er at kalde numrene noget andet. Og så lige også skrive en anden tekst. Det totalt effektive åbningsnummer, "Have a Nice Day", som man virkelig bliver glad i låget over, er jo "Livin' On A Prayer"! Prøv lige at synge "Livin's" omkvæd hen over "Have A Nice Day"'s omkvæd. Det samme gælder for "Bells of Freedom", som engang hed "Bed of Roses". Og "Complicated" hed på en rigtig god dag "It's My Life".
Men gør det noget? NEJ! Der er Bon Jovi-fest for første gang i flere år, og det er altså befriende. Endnu mere befriende er det, at ingen af ovennævnte numre - deres umiskendelige kvaliteter til trods - er de bedste på albummet. Det er derimod "I Want to Be Loved" med sin fede, insisterende guitar, faste rytme og helt igennem stærke omkvæd, som ikke helt minder om numre, som denne anmelder kan huske sådan på stående fod.
Genren - den glade partybetonede hårrock fra firserne - kører i tomgang, og ved Lynott i det Høje, det er jo bare for fedt, at de gamle gutter stadig lever og stadig kan det knald. Der skal ikke nogen opfindsomhed og nyskabelse ind her, om jeg må bede! Og jo! Gu' er det da kedeligt i længden, men hvem dælen siger, at vi skal høre denne her plade resten af vores liv? For det skal vi ikke. Vi skal holde fest hen over den - og glæde os over, at der stadig er nogen, som vil lave livsbekræftende, glad
rockmusik for os.
Det hele behøver sgu ikke være så surt. Det behøver ikke være så trist og deprimerende. Have a nice party!
Bon Jovi er tilbage, knivhamrende skarpe - ja, så skarpe som i gamle dage, hvor "Livin' on A Prayer", "You Give Love a Bad Name" og alle de andre styrede ethvert party med respekt for sig selv og hårlakken... Det eneste, gruppen faktisk har gjort, er at kalde numrene noget andet. Og så lige også skrive en anden tekst. Det totalt effektive åbningsnummer, "Have a Nice Day", som man virkelig bliver glad i låget over, er jo "Livin' On A Prayer"! Prøv lige at synge "Livin's" omkvæd hen over "Have A Nice Day"'s omkvæd. Det samme gælder for "Bells of Freedom", som engang hed "Bed of Roses". Og "Complicated" hed på en rigtig god dag "It's My Life".
Men gør det noget? NEJ! Der er Bon Jovi-fest for første gang i flere år, og det er altså befriende. Endnu mere befriende er det, at ingen af ovennævnte numre - deres umiskendelige kvaliteter til trods - er de bedste på albummet. Det er derimod "I Want to Be Loved" med sin fede, insisterende guitar, faste rytme og helt igennem stærke omkvæd, som ikke helt minder om numre, som denne anmelder kan huske sådan på stående fod.
Genren - den glade partybetonede hårrock fra firserne - kører i tomgang, og ved Lynott i det Høje, det er jo bare for fedt, at de gamle gutter stadig lever og stadig kan det knald. Der skal ikke nogen opfindsomhed og nyskabelse ind her, om jeg må bede! Og jo! Gu' er det da kedeligt i længden, men hvem dælen siger, at vi skal høre denne her plade resten af vores liv? For det skal vi ikke. Vi skal holde fest hen over den - og glæde os over, at der stadig er nogen, som vil lave livsbekræftende, glad
rockmusik for os.
Det hele behøver sgu ikke være så surt. Det behøver ikke være så trist og deprimerende. Have a nice party!
Kunstner
Titel
Have a Nice Day
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter