Øresundsk samarbejde i god rockstil.
Populær
Uden de store svinkeærinder eller forsøg på fornyelse bygger Star Rats fornemt videre på deres status som et af landets førende hardrockpartybands
I god globaliseringsstil har de københavnske glam/sleezerockere i Star Rats på deres tredje skive fundet den nye sanger Magnus a.k.a. Mr .Whattafuck i Malmø, som afløser for Nico / Søren Adamsen, der nu passer det høje toneleje i legendariske Artillery.
Hvad stil angår passer Mr. Whattafuck også fremragende ind. Hans rustne røst lugter langt væk af druk og hor, samt lidt bevidst sløsethed og en tilbagelænet indgangsvinkel. Det er snøvlende og en anelse utydeligt, men også umiskendelidt rock’n’roll, og hvis man har haft fornøjelsen at se manden i front for Star Rats, udviser han passende mængde attitude og selvsikkerhed.
Til at holde opmærksomheden kørende på 14 numre skal der lidt mere til, og man kommer hurtigt til at savne melodi og varme i stemmen. Ikke fordi den ikke findes - numrene ’As I Stay’ og ’Lands´ end’ (der er en duet med Celina Ree) viser blandt andet, at variationsmulighederne er til stede - men de bliver slet ikke brugt nok.
Heldigvis er en forsanger ikke alt, og Star Rats har faktisk et godt flair for at gøre tingene virkningsfuldt og effektivt på en simpel og ligetil måde. Der bliver serveret mere end rigeligt af den slags hårdtslående riff, der virker på de fleste rockører første gang, og som forbliver medrivende i længden – afslutningsnummeret ’Boozehound’ er nok højdepunktet, hvor melodi og hårdhed kolliderer smukt og voldsomt.
Og det drive som riffsene har, fører selv mindre interessante omkvæd frem – godt hjulpet af et energisk band, der arbejder mere for at få musikken til at hænge sammen, frem for at lire bevidstløst.
Blærerøvstendenser (af den gode slags) findes kun i de mange guitarsoloer, og selv ikke det obligatoriske skalafræs virker tankeløst, men er sat i sammenhæng med melodiske indslag – der i øvrigt leder tankerne hen på Europes Kee Marcello og lignende storheder fra firserne.
Som næstsidste nummer indfinder der sig noget så sjældent som en Bon Jovi-ballade - nemlig ’I’ll Be There For You’ – som Star Rats med fødderne solidt plantet i punk og highschoolrocken høvler igennem. Heldigvis bliver nummeret kun bedre uden storladne følelser og stadionlyd – man glemmer næsten originalen, og ville ønske at Bon Jovi selv havde fundet på noget lignende.
Omvendt er nummeret fuldstændigt malplaceret – selv i en oppisket version falder nummeret ved siden af pladens metalliske rocklyd - og lyder mere som et sjovt påfund end et egentlig forsøg på at gøre fortolkningen personlig.
Men det er nok mere et udtryk for en anmelder der går for meget i detaljer, frem for at rose en aldeles udmærket rockskive.