For lidt metal i make-uppen

Der kastes store penge efter Nuclear Blasts unge store håb, men det samme kan ikke siges om karaktererne. Det kommer nok ikke som et chok, at der af og til pyntes lidt på sandheden i de promoskrivelser, der sendes ud til pressen med nye cd’er på tærsklen til release.

Og dermed sidder undertegnede og kigger langt efter den lovede aggressivitet på de unge svenskere i Sonic Syndicates seneste ofring. Ligegyldig hvilken vej cd’en vendes, kommer der ikke aggressivitet ud af højttalerne.

Albummet er sådan betitlet, at det står klart, at de 5 medlemmer er kommet længere ind i deres pubertet. Make-uppen er frisk og et fint sjat ”sort” er hældt i håret, og kærlighed er åbenbart afprøvet og dømt som en katastrofe. Det samme er anden singlen ”My Escape” – en kvalmeballade af rang.

Hvor bandet lød til at have hørt nyere materiale fra In Flames på den forrige skive er stilen rykket mere over mod et band som amerikanske Atreyu. Heldigvis synger svenskerne i den rene vokal langt bedre end amerikanerne.

Og man må også give ynglingene, at de skriver allerhelvedes catchy-sange. Åbneren er sing-a-long fra første lyt og tilsvarende gælder for ”Power Shift”. Siden sidst er den røde tråd også mærkbart bedre, men det er stadig som om, at bandet ikke vil kunne stille en inkarneret metalfan tilfreds. Der er stadig ikke rigtigt bid i det og den åbenlyse inspiration hentet andetsteds må retfærdigvis også trække lidt ned, og bandet havner samme sted på skalaen som sidst.