Fængende boogiemetal

Volbeats tredje plade er helstøbet, og vil - på trods af sine mangler - utvivlsomt tilfredsstille fansene. Volbeats tredje udspil er årets mest ventede plade i dansk metal. Succesen fra sidste års "Rock The Rebel/Metal The Devil" ville jo ingen ende tage, så forventningerne har været kæmpestore. Alligevel har kvartetten formået at spille over 100 koncerter, været rundt på festivaler i Europa og samtidig skruet en ny plade sammen til udgivelse. Og nu kommer svaret på det store spørgsmål: "Kan de leve op til forventningerne?"

Svaret er ja, og nej. På "Guitar Gangsters…" er der ikke umiddelbart en ny "The Garden's Tale", der sparker benene væk under P3 og resten af landet, men der er flere oplagte emner som, med sidste års succes, kan vinde gehør hos almindelige lyttere.

Serenaden "Mary Ann's Place" er en oplagt kandidat. Den får nok også snart radiopremiere, og med Pernille Rosendahl på gæstevokal i et enkelt vers og et par omkvæd, så har den måske lige akkurat det der skal til for at brage igennem på de landsdækkende radiokanaler. Hun er ikke nær så prominent i nummeret som Johan fra Magtens Korridor var sidste år på førnævnte gennembrudshit, og det er kun til Volbeats bedste. De lyder nemlig bedst når de gør tingene selv!

For den dedikerede fan er pladen en kærkommen forlængelse af sidste års plade. Volbeat lyder som Volbeat skal lyde. Men heldigvis træder bandet ikke vande. Der bliver eksperimenteret mere end nogensinde før, hvilket inkluderer strygere i det tætteste vi kommer en ballade i "Light a Way" og et par covernumre i "I'm So Lonesome I Could Cry" (hvor undertegnede synes, MP lyder lidt som Joaquin Phoenix i "Walk The Line" med sine dybe fraseringer, og det er ment som en ros!) og "Making Believe".

[img]http://heavyjam.dk/img/2524.jpg[/img]Nu skal metalfolket dog ikke løbe skrigende bort; det hele er ikke kvindevokal, strygere og 60'er-covernumre. Der er også stadig masser af tung guitar, og pladens tungeste nummer "Find That Soul" skal nok give den hårde kerne det de gerne vil have. "Still Counting" har også nogle røvtunge riffs, og de to sange vil utvivlsomt få gulvene til at ryste på spillestederne i efteråret! Som anmelder og metalelsker fra den tungeste ende af genren havde jeg naturligvis gerne set endnu flere af de tonstunge riffs.

At pladen har et gennemgående lyrisk tema er sjovt at dykke ned i og følge historien, som forsanger Michael Poulsen har kreeret. En historie der bringer en mand så langt ud, at han hører Metallicas "Ride the Lightning" og renser sår som Rambo i sangen "Wild Rover of Hell". At kalde det for en konceptplade er dog nok at strække den lige lovlig langt, for det bemærker man ikke.

Det er musikken der fænger. Allerede fra første sang, titelnummeret, er man i gang. De galoperende strenge, den velkendte trommelyd og MP's karakteristiske vokal. Nogle kalder det boogiemetal, americana og slige superlativer. Faktum er, at det altså bare er Volbeat. Hvis man ikke allerede nu har stiftet bekendtskab med den lyd, så har man for alvor sovet i timen.

Sovet i timen har Volbeat dog ikke selv. De har skabt en helstøbt plade. I forvejen overbeviste fans vil elske den, og den vil med garanti udvide skaren af omvendte. Jeg er tilfreds med pladen og det bliver du også.