Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ganske enkelt super godt

Updated
Ganske enkelt super godt
Lars Schmidt går positivt amok over tyske Mob Rules. Mob Rules har intet som helst med Black Sabbath og deres excellente firseralbum af samme navn at gøre. Mob Rules er et fremragende, effektivt og produktivt tysk metalband, som på fem år har udgivet fire albums. Og det nyeste, "Among the Gods", er ganske enkelt supergodt. Det vokser og vokser og bliver hængende. Når man siger "tyskere", siger man automatisk power metal, og det gør vi også her - men ikke helt. På blot fem år har Mob Rules udviklet sig til i dag at være et mere alsidigt power metalband af slagsen: episk, afvekslende i tempo. Det er ikke bare 1-2-3-4 og så deruda'. Der er temposkift og mere episke numre - som eksempelvis det flotte og 7.32 minutter lange titelnummer samt afslutteren "Arabia", hvor vi begge steder befinder os en lille smule i Rainbow-land.

Jeg er jo en gammel dreng, der stadig får julelys i øjnene, når jeg genkalder mig metallen i firserne. Og de julelys får jeg også, når jeg hører "Among the Gods", som overordnet set (med mine øjne) er nutidig firsermetal uden at være lalleglad og puddelhundeagtig. Besætningen med bl.a. to guitarer og et keyboard gør sit til, at vi lydmæssigt er i firserland. Det nutidige islæt er det mere dystre akkordvalg sine steder og de dejlige, tunge riffs, som med rund og barmhjertig hånd er strøet rundt omkring på albummet.

Og så gør det altså ikke noget for denne gamle dreng, at sanger Klaus Dirks ikke er en brøleabe, men mere bevæger sig kompetent rundt i de højere tonearter. "Among the Gods" er et pissegodt album, og tag så lige og dyrk titelnummeret. Det rykker da for vildt!

Kunstner
Titel
Among the Gods
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
4