Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hårdkogt koncept

Updated
Hårdkogt koncept
Mere variation, mindre agression på Pro-Pains gode 10. studiealbum "Age of Tyranny/The Tenth Crusade". Pro-Pain er et New Yorker-baseret hardcore band - en groovy og thrashet version af slagsen. Det blev dannet tilbage i ´92, så det har efterhånden nogle år på bagen. "Age of Tyrrany/The Tenth Crusade" er dets 10. studieudgivelse, og frontmand Gary Meskil kalder det, "det tætteste, bandet endnu har været på at lave et konceptalbum." Det handler, som titlen antyder, om den amerikanske krig mod terror, som han ser som det religiøse højres indfrielse af bibelens profeti om Dommedag, om hykleri og om frihedens trange kår i det hele taget. Så egentlig ikke så meget nyt fra den kant, for det har også været temaerne på tidligere udgivelser. Musikalsk fungerer albummet rigtig godt. Mange af numrene (som eksempelvis "All for King George") har en umiskendelig rock'n'rollet kant: Dvs. derudaf-for-fuld-gas, uden at guitarlyden er specielt forvrænget, eller at trommerne laver meget andet end at holde takten. Vi bliver dog hverken snydt for tons, dobbeltpedal eller blastbeats. "Age of Tyranny..." er dog mere end endnu et hardcore album, selvom åbningsnummeret, "The New Reality", kunne give det indtryk. Det er nemlig krydret med forskellige genrefremmede elementer, som på "Beyond the Pale", hvor der er et rent sunget tenoromkvæd (af Matt Bizilia fra Icarus Witch) eller det dybere sungne omkvæd på "Live Free (or die trying)". Mange af numrene har også nogle nærmest vemodige guitaroverstemmer, som på "Pigs in Clover" og "Heads Will Roll", der nemt kunne udnævnes til skivens bedste skæring. I det hele taget er albummet ikke verdens mest aggresive hardcoreudgivelse, men det vinder på detaljerigdommen og variationen mellem numrene - lyttemæssigt er der i hvert fald rigtig meget at gå ombord i.

Kunstner
Titel
Age of Tyranny/The Tenth Crusade
Dato
22-05-2007
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
3