Ikke af Priest-klasse

Skyhøje forventringer fra gamle Lars Schmidt, men Judas Priest lever ikke op til dem på "Angel of Retribution", mener han.
Sidste uges mindre ørkenvandring af en genforeningskoncert gav et udmærket hint om, hvor Judas Priest befinder sig rent udgivelsesmæssigt. Den gamle motorcykel er lidt træt i cylinderne og er overhalet rigtig meget udenom.

Men det er ikke, fordi Priests comeback-album "Angel of Retribution" ikke har fået opmærksomhed. Det er ikke, fordi man ikke har haft nærmest gigantiske forventninger til sammensmeltningen af de to ultraseje heavybands, Judas Priest (med Ripper Owens på sang) og Halford (med Rob Halford på sang!!!). Begge lejre havde virkelig godt af at være fra hinanden. Judas Priest begik to fremragende studiealbums med Halfords unge afløser, "Jugulator" og ikke mindst "Demolition". Og Halford brændte igennem især med hans "Ressurrection", men også "Crusible" havde sine åbenlyse kvaliteter.

Derfor var undertegnedes forventninger altså skyhøje. Og lad det være sagt mere direkte: Judas Priest lever simpelthen ikke op til forventningerne. De kommer ikke engang i nærheden på dette nær-kønsløse comebackalbum. Jovist, "Angel of Retribution" har bestemt sine højdepunkter, men det er højst to af de ti numre, der ville komme i nærheden af at være i betragtning til de ovennævnte fire Priest/Halford albums.

Og lad os holde os til det positive først: Halfords stemme er jo utrolig. Hvor kan den mand da bare komme højt op! Hvor er trommeslager Scott Travis dog bare en af branchens absolut mest
tighte og hårdtslående. Og lad os kigge bare lidt på de to førnævnte numre, som holder Priest-klasse: Åbningsmonsteret "Judas is Rising" er fantastisk hurtigt, råt, sejt og lover langt mere end resten af albummet kan holde. Og her synger Halford flerstemmigt, som om der er 666 vilde hunde, der har kæberne godt klemt fast om hans ædlere dele... Især selve optakten lyder for fedt, og omkvædet holder hele vejen hjem. Ja, man tror nærmest, at Judas har rejst sig fra de døde... Hmmm...

Der skal bare gå adskillige minutter og numre, før man igen hensættes i en nogenlunde fed Priest-stemning. Og det takket være røvsparkeren "Hellrider". Det åbningsriff sparker SÅ hårdt, og Scott Travis hugger igennem med de to store stortrommer. Halford skriger sig igennem nummeret. Og jeg sidder bare og banger mit grånende hoved. De to numre har givet den forholdsvis høje karakter...

Numre som den lidt tunge og tilbagelænede "Worth Fighting For" og det episke og tunge "Lochness" kommer også igennem nåleøjet. Men resten holder på ingen måde. Og det efterlader én skuffet, skuffet, skuffet. Ja, jeg mangler ord og stopper bare her, inden jeg bliver helt i dårligt humør.